Klar til ren malkning på få sekunder
Compex præsenterede en nyhed i forbindelse med årets NutriFair – en kombineret kopattevasker fra amerikanske FutureCow, der kombinerer pattevask, desinfektion, tørring og stimulering inden malkning – alt sammen i én proces, der kan klares på få sekunder

Kevin Windridge, rådgiver hos FutureCow, var med på NutriFair , hvor han fortalte om systemet.
Det er noget af et ”kinder-æg”, som virksomheden Compex har fået i sit program, og som man kunne præsentere som nyhed i forbindelse med NutriFair-messen i januar.
For den har nemlig samlet flere funktioner i én – kopattevaskeren fra amerikanske FutureCow – pattevask, desinfektion, tørring og stimulering inden malkning.
- Det giver en effektiv malkning, og systemet er gennemtestet i både USA, Storbritannien og Kina, oplyser Kenn Windridge, rådgiver, FutureCom, der demonstrerede maskinen på Compex´stand på NutriFair.
En maskine, der nærmest kan betegnes som en ”malkeforberedelsesmaskine”.
Stor interesse
Det var under en faglig tur til USA, at Steen Jørgensen, fra Compex i Bolderslev i Sønderjylland, spottede FutureCow-Teatscrubber-systemet.
- Vi var ude og besøge en amerikansk landmand, der havde systemet i sin besætning. Det første efterfølgende til kontakt og aftale med FutureCow, fortæller Steen Jørgensen, der oplyser at de første anlæg er blevet solgt og er på vej ud til de første danske landmænd på Sjælland og på Fyn.
Han glæder sig samtidig over, at interessen i Danmark har været stor de steder, man har præsenteret maskinen, som han især mener vinder på effektivitet og hurtighed:
- Når man er en øvet bruger af systemet, kan man forberede en ko til malkning på 10 sekunder!