Lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg
Det er vigtigt at have fokus på Lov om hold af mælkekvæg og afkom af malkekvæg, når ens tanker kredser om at ændre staldanlægget. For hvorfor vente til loven foreskriver det, hvis ændringen giver en gevinst allerede nu?
Af: Robert Pedersen, bygningskonsulent ved BK Nord A/S
Lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg blev vedtaget i 2012. Dengang var der ret stor fokus på den. Mange kvægbrugere overvejede, hvilken betydning Loven ville få for deres kvægejendom og især staldanlægget.
Udskydelse af nogle af kravene har medført mindre interesse for Loven. Jeg tænker - mindre end der er fornuftigt.
Jeg vil sætte lidt fokus på det igen under dette indlæg »Nyt fra konsulenten« – ikke for at ødelægge »den gode stemning«, men fordi jeg tænker, at mange kvægbrugere faktisk kan have glæde og god gavn af det.
Nedenstående er ikke en komplet gennemgang af kravene i Loven. Jeg har trukket nogle eksempler frem, som måske kan være aktuelt for mange.
Opfyld lov og egne ønsker samtidig
Mange er i gang med at overveje ændringer ved staldanlægget og så skal man huske på kravene. Det er selvsagt nemmere og billigere at opfylde kravene, når man er i gang med at ændre ved staldanlægget.
Ændringer ved staldanlægget laves for at forbedre produktion, økonomi og arbejdsforhold. Her viser det sig ofte, at ændringer af staldanlægget for at opfylder kommende krav i Loven, trækker i samme retning.
Èn sengebås pr ko/kvie
I 2014 trådte reglen om én sengebås pr. ko i kraft. Det gælder også én sengebås pr. kvie. For nogle blev det oplevet som en begrænsning, men vi skal huske på, at vi har utallige eksempler på, at mere plads til køerne har medført højere mælkeydelse.
Èn ædeplads til nykælverne
Kravet om én ædeplads til nykælverne blev udskudt til 2022 (i AMS-besætninger gælder kravet om én ædeplads til nykælvere først fra 2029).
I nogle stalde bliver det en udfordring at opfylde kravet om en ædeplads til nykælverne 0 – 12 dage efter kælvning (eller indtil »fysiologisk balance er reetableret«). Men vi ser jo flere kvægbrugere, der er glade for et opstartshold.
Opstaldes nykælverne i et mindre hold, hvor der er bedre plads og især færre kollegaer, så opnår de i mange tilfælde en bedre foderoptagelse og en højere mælkeydelse. Hvis tallene viser, at nykælverne starter langsommere end forventet, så er det måske en nykælverafdeling med én ædeplads pr ko, man skal overveje. Hvis det er en god forretning, så er der ingen grund til at vente til 2022 med at få en nykælverafdeling.
Kælvningsafdeling
Kravene til kælvningsforholdene kommer i 2024. En løsning af disse krav vil ofte betyde et behov for et større staldanlæg. Der skal mere plads til. Det kan så give plads til flere dyr, som kan være med til at betale for udgifterne sammen med en højere ydelse på alle køer.
Igen kan tallene afdække, om bedre kælvningsforhold burde kunne give en højere ydelse.
Når der skal mere plads til, så kræver det en miljøtilladelse og den vil tage nogen tid at få igennem. Start med at planlægge dette tiltag i god tid. Og igen – hvis det er en god forretning i netop din besætning, hvorfor så vente til 2024?
Jeg har en del kontakt til kvægbrugere omkring kælvningsafdelinger for tiden. Kælvningsafdelinger, der også skal kunne rumme eller kunne udvides til at kunne dække behovet om nogle år, hvor besætningen måske udvides.
Fokus på Lovens krav
Der er mange flere krav i Loven, som det vil fylde for meget at komme ind på her. Det er min opfordring at sætte fokus på dette. Lav en plan for staldanlægget, hvor kravene i Loven indgår.
Ved køb af en kvægejendom er det selvsagt vigtigt med et overblik over, om staldanlægget lever op til kravene i Loven.




































