Ammoniakreglerne i landbruget, der er en udløber af den nye husdyrlov fra 2011, har givet udfordringer hos mange landmænd. Èn af dem er Gerard van Dolden, der tilbage i 2011 købte ejendommen, hvor han i dag har 140 malkekøer med mulighed til udvidelse til 160 køer.
Imidlertid er de skrappe ammoniakregler for husdyrbrug, der ligger op til ammoniakfølsomme områder, i den grad gået ind og påvirket Gerard´s muligheder for at drive sit landbrug – både i sin nuværende form, og ved en fremtidig udvidelse.
Ejendommen og dens marker grænser op til en skov, som er blevet klassificeret som ammoniakfølsomt område, hvilket betyder, at Gerard enten skal transportere sin husdyrgødning mindst 300 meter uden for zonen med de følsomme naturområder, eller bygget et lukket system til opbevaring, så fordampning undgås. Begge dele både tids- og yderst ressourcekrævende – og måske endda ikke nok, til at opfylde de restriktive ammoniakregler.
Forleden havde Landbrugsrådgivning Syd, LRS, i form af formand Antoni Stenger og chefkonsulent Rikke Kyhn, inviteret de to folketingspolitikere Hans Christian Schmidt, (V), og Troels Ravn, (S), en tur ud på Gerard´s ejendom, for at få syn for sagen.

Ingen dispensation
De to politikere er på tværs af partiskæl enige om, at Gerard van Dolder står i et reelt problem. Men løsningen på det, er til gengæld mere uklart.
-  Det giver ingen mening, konstaterede Hans Christian Schmidt.
Troels Ravn henviste til den ammoniakreduktion på 24 procent, som daværende miljøminister Ida Auken tilbage i 2012 politisk forpligtede Danmark overfor EU til at reducere med frem mod 2020.
-  Vi har nået 20 procent. Derfor afvises enhver ansøgning om dispensation, konstaterede Troels Ravn.
De to politikere opfordrede ved besøget i går både Gerard van Dolder og konsulent Rikke Kyhn til, sammen med Tønder Kommune, at få sat ord på, og klart få formuleret hvad der skal til, for at løse problemet.
- Så kan vi tage det med ind på Christiansborg hér efter valget, lovede Troels Ravn.
- Det er vigtigt at vi tænker fremad omkring landbruget, eller dør landdistrikterne, konstaterede Hans Christian Schmidt.

Kvæg