Tørsyre velegnet til stabilisering af fuldfoder
I sommerhalvåret opstår der i mange malkekvægsbesætninger behov for stabilisering af fuldfoder i kortere eller længere perioder. Enhver opvarmning af foder, som sker efter udfodring, betragtes som et alvorligt fodringsproblem.
Derfor anbefaler Seges, at man i alle besætninger løbende vurderer både foderet i foderstrengen og restfoderet for selvopvarmning. Friskt udfodrede foderblandinger kan være let opvarmede som følge af friktion i foderblanderen, og dette er ikke et problem, så længe foderet ikke tager yderligere varme i foderstrengen.
Seges lavede i sommers en undersøgelse af forskellige produkter til stabilisering af fuldfoder. Ved undersøgelse af aerob stabilitet og mikrobiologi i fuldfoder blev propionsyre (3 liter/tons), eksperimentel dosering af natriumbenzoat (1 kg/ton), salvana TMR (1 kg/ton) og Freshfoss (1 kg/ton) sammenlignet.
Den største effekt blev fundet ved behandling med Freshfoss. Effekten af natriumbenzoat adskilte sig ikke positivt fra andre behandlinger. Det er ikke tilladt at anvende natriumbenzoat i fuldfoder, og undersøgelsen tyder ikke på, at natriumbenzoat er billigere at bruge end tørsyreprodukter.
Tørsyre kræver ikke HACCP-registrering
Undersøgelsen viste, at kvægbrugere bør overveje at vælge tørsyreprodukter frem for organiske syrer, som for eksempel propionsyre til stabilisering af fuldfoder til malkende køer i sommerhalvåret.
Tørsyreprodukter er enklere at håndtere og medfører mindre risiko for ætsningsskader og indånding af syredampe. Derudover er de billigere at bruge end organiske syrer.
Anvendelse af tørsyreprodukterne kræver ikke HACCP-registrering. Seges fandt, at en simpel test, hvor man mærker efter, om foderet tager varme i foderstrengen dagen efter udfodring, er en god metode til at vurdere behovet for tilsætning af stabiliserende additiv til fuldfoder.
Seges henleder opmærksomhed på, at tørsyreprodukter oftest indeholder calciumkilder. Hvis man anvender lav calciumtildeling som led i forebyggelse af mælkefeber, skal man være opmærksom på bidraget fra eventuelle tørsyreprodukter i goldkofoderet.