Programmet for årets kvægkongres er klar

Finansministeren er hovedtaler på kongressen, der byder på mere end 70 sessioner fordelt over to dage, samt valg til L&F Kvægs bestyrelse.

I dag, 10. januar, er det endelige program for årets kvægkongres offentliggjort. Kongressen foregår i MCH Herning Kongrescenter den 25.-26. februar.

Forsiden af programmet prydes af radio- og tv-vært Mads Steffensen, professor Marina von Kayserlingk fra University of British Columbia, direktør for Tænketanken Frej Marie-Louise Boisen Thøgersen, driftsleder Sune Nøhr og finansminister Kristian Jensen.

Kristian Jensen er årets hovedtaler og giver sit bud på, hvordan landbrugets rolle ser ud i fremtidens Danmark.

Mads Steffensen fungerer som ordstyrer på sessionen »Mads og mellemlederne«, hvor fire udvalgte mellemledere diskuterer forskellige dilemmaer.

Marina von Kayserlingk videregiver den nyeste viden om management i overgangsperioden efter kælvning.

Marie-Louise Thøgersen drøfter, hvordan man som landmand kan være med til at skabe den nødvendige relation til forbrugeren, der giver »license to produce«.

Sune Nøhr fortæller om sine erfaringer med fasefodring af goldkøer.

De fem personligheder er dog kun en brøkdel af, hvad de to dage i Herning kommer til at byde på. Således er der over 70 sessioner til at gøre kvægbrugere og rådgivere endnu klogere på deres erhverv.
 

Valg til bestyrelsen

Efter den obligatoriske morgenkaffe bliver kongressen vanen tro indledt af formanden og sektordirektøren for L&F Kvæg, Christian Lund og direktør Ida Storm, der aflægger årets beretning, inden landboforeningernes kandidater til valget i L&F Kvæg-bestyrelsen bliver præsenteret. Valget afvikles den 25. januar mellem klokken 8.30 og 16.00.

Som en nyt tiltag byder Kvægkongres 2019 på et særligt spor tiltænkt udenlandske medarbejdere. Det foregår på engelsk og har fokus på, hvordan det er at arbejde på en dansk kvægbedrift.

Med offentliggørelsen af det endelige program er der også åbent for tilmelding til kongressen. Det foregår på kvægkongres.dk, hvor man også kan finde det fulde program.

 

Læs også