Det er så nemt at skælde landbruget ud

Landbruget får skæld ud for ikke at lave minivådområder, m.v., men det skyldes, at Landbrugsstyrelsen og en række kommuner ikke har været gearet til opgaven, skriver formanden for Landbrug & Fødevarer Østjylland.

Af Jens Gammelgaard, formand for Landbrug & Fødevarer Østjylland

I disse dage er der mange, der har utrolig travlt med at lange ud efter landbruget, når det kommer til at indfri de grønne mål, som blev besluttet i forbindelse med Landbrugspakken i 2015.

I Berlingske kunne jeg søndag den 26. januar endnu engang læse, at landbruget ikke holder, hvad vi lover. At vi løber fra vores aftale. Det er ganske enkelt ikke rigtigt.

Jeg er rigtig glad for, at vi fik en Landbrugspakke, hvor vi blandt andet fik lov at gøde lidt mere, så vores afgrøder bliver bedre og mere konkurrencedygtige. Til gengæld lovede vi at levere på de kollektive virkemidler, som skal reducere den samlede udledning af kvælstof.

Det står vi gerne på mål for - vi vil meget gerne levere.

Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor landbruget skal have skæld ud, når vi står klar til at levere, men de sidste to år har haft en Landbrugsstyrelse og en række kommuner, som ikke var gearet til opgaven.

Trækker ud

Et af de virkemidler, som kunne have hjulet os i mål med reduktionsmålene, er blandt andet etablering af minivådområder, vådområdeprojekter og skovrejsning. Minivådområder er effektive filtre i landskabet, som renser drænvand for kvælstof og fosfor.

I 2019 ansøgte hele 338 landmænd om et minivådområde. Sagsbehandlingen fra Landbrugsstyrelsen trak ud på grund af IT-problemer, og kun ganske få af dem nåede at blive godkendt, inden vi fik et historisk vådt efterår og vinter, hvor vi på ingen måde har kunnet færdes med tunge maskiner på vores marker.

Jeg søgte selv om et minivådområde med filtermatrice i foråret 2019. Ingen ansøgninger med filtermatrice er endnu blevet godkendt.

Lige siden i starten af 2019, hvor de første minivådområder blev færdigmeldte, har der været udfordringer med at få godkendt områderne, da Landbrugsstyrelsen ikke havde opstillet realistiske godkendelsesprocedurer, hvor der kunne tages hensyn til usikkerhed på måleudstyr samt vind og vejr.

Frustrerende

Landbrugsstyrelsen erkendte, at de havde haft store udfordringer på området, og fik før jul en del af forhindringerne ryddet af vejen. Landbrugsstyrelsen har nu indført en væsentlig forbedring af kontrolproceduren, når minivådområdet er færdiggjort.

Vi håber derfor, at de fleste problemer, som vi har mødt i de foregående ansøgningsrunder er fortid, når tredje ansøgningsrunde åbner til februar. Det er frustrerende, når man som landmand ønsker at levere, men ikke kan komme i mål, fordi andre instanser er for langsomme.

Lige nu går mange landmænd og venter på en godkendelse. De landmænd, som omsider har fået godkendt de projekter, som de ansøgte om i 2018 og 2019, venter på bedre vejr, så gravemaskinerne kan komme i gang.

Ingen skal komme og sige, at landbruget ikke ønsker at levere. Giv os mulighed for det, så vi kan komme i gang!

 

Læs også