Søren Søndergaard om trepartsdag: - Siden vi forlod forhandlingsrummet, er en del gået skævt

Af Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer

Lad mig sige det meget klart: Landbrug & Fødevarer står fuldt og helt bag den aftalte, som vi indgik med regeringen, Danmarks Naturfredningsforening og Kommunernes Landsforening. Det var den bedst mulige aftale, som har defineret nogle klare rammer for, hvor vi skal bevæge os hen.

Inden den grønne trepartsaftale, var historien - og virkeligheden - en ganske anden.

Politikere talte om halvering af den animalske produktion, om en høj ensartet CO2-afgift på de biologiske processer, høje afgifter på kvælstofgødning, generel reduktion af kvælstofnormer og om enorme grundvandsparker, som ikke giver faglig mening.

Når snakken dengang faldt på at finansiere alle disse ideer, ja så var den primære finansieringskilde en CO2-afgift på alt mellem 750 og 1500 kroner på landbrugets biologiske processer.

Det var virkeligheden.

- God, ikke perfekt aftale

Derfor er den trepartsaftale, som vi indgik for et år siden, en god aftale. Ikke perfekt, men et udtryk for et solidt kompromis, der rækker ind over midten af dansk politik, og som derfor også er blivende.

Når det alligevel er en besynderlig oplevelse at markere ét-årsdagen, er det fordi, en del politiske beslutninger er gået skævt, siden vi forlod rummet og overlod resten til politikerne. Der er gode politiske kræfter, som har øje på bolden, og som kæmper for at lande aftaler på en ordentlig måde.

Men på trods af det, savner jeg forhandlingsrummet, for der kunne vi direkte yde indflydelse og komme med vores faglige argumenter samt sige klart NEJ til de ting, vi ikke kunne leve med.

Nu, hvor politikerne er overladt til sig selv, er sagen en anden, og vi er ikke i forhandlingsrummet længere.

Mest ærgerlige beslutninger

Lad mig slå ned på nogle af de mest ærgerlige beslutninger, som et politisk flertal har taget.

Fire procents brak er fastholdt her i landet: Ingen andre lande har valgt at gøre som Danmark. Ingen andre parlamenter kunne se ideen i at tvangsbraklægge fire procent af arealet. Jeg forstår de 26 andre EU-lande. For brak har ingen særlig naturværdi: Det er besværligt og helt skævt, når gamle brakmarker må pløjes op for at leve op til kravet.

Kvælstofreguleringen: Først vedtager man i strid med de internationale eksperter at stramme kvælstofmålene, så danske landmænd skal kompensere for de svenske og tyske udledninger. Så vedtager man en tredjedel af en ny reguleringsmodel uden at levere på den del af aftalen, der handler om byrdefordeling og kompensation.

Med kvælstofaftalen fra sidste uge kender vi reguleringsloftet, men kender ikke noget til kompensationen og byrdefordelingen. Vores holdning er klar: Politikerne burde have meldt en færdig model ud, så vi som landmænd kunne have vished. Det havde været godt for den enkelte og godt for det arbejde, som er i gang i de lokale treparter netop nu. Nu må vi i stedet vente til efteråret.

Landbrug & Fødevarer vil bruge tiden hen over sommeren på at argumentere for en fair model, der respekterer de rettigheder, man har som lodsejer. Byrderne skal fordeles ligeligt, så alle har mulighed for at bidrage. Det er helt afgørende, at man ikke lander på en model, hvor få må holde for og de facto opgive deres landbrug.

Trepartsaftalen har heldigvis sikret nogle rammer, som politikerne skal respektere. Det vil vi holde skarpt øje med, at man gør. Herunder, at der følger kompensation med reguleringen. Men foreløbigt er det fugle på taget. Det er utilfredsstillende og det skaber utryghed.

Spildevand

Spildevand er en anden beslutning, hvor en politisk aftale gik imod vores fagligt stærke aftale i den grønne trepart. I treparten er aftalt 860 ton kvælstofækvivalenter herfra. Så besluttede politikerne 560 ton, og »landbruget må levere resten«, lød det. Den går altså ikke. For ligesom vi i landbruget skal nå vores mål, så skal myndighederne naturligvis også nå deres.

Overløb af urenset spildevand er et selvstændigt tema, som er vigtigt for os. Alt for mange oplever ved selvsyn, at der løber urenset spildevand ud i fjorde og vandløb. Vi fortsætter med at påpege, at myndighederne ikke er i mål, og vi mener, at man som minimum bør fremlægge en plan for, hvordan man kommer i mål og får den lovede afgift på overløb.

Lad mig minde om, at der er nok at tage fat på, for myndighederne vurderer selv, at der er en usikkerhed på over 55 procent på de indmeldte overløb. Det må og skal der gøres noget ved.

- Trepart alligevel rigtig?

Meget kan man sige om treparten. Men en ting er sikkert; det er den bedst opnåelige aftale. De øvrige parter undlader ikke at gøre mig opmærksom på, når vi mødes, at de mener, landbruget fik en meget lukrativ aftale.

Men desværre har politiske beslutninger i kølvandet på aftalen haltet både på hastighed og i indhold.

Alligevel er det værd at have for øje, at mange nye milliarder kroner bliver pumpet ind i erhvervet, og vi får mulighed for at udvikle alle sektorer i vores fødevareproduktion.

Det sker imidlertid ikke uden bump på vejen og foreløbig med usikkerheden som fast følgesvend. Det er ærgerligt, men desværre et vilkår, nu hvor vi ikke længere sidder ved bordet og forhandler rammerne sammen med de øvrige parter.

I Landbrug & Fødevarer kæmper vi videre for, at vi får skabt nogle ordentlige rammer for dansk landbrug. Vi understøtter de lokale treparter med alt, hvad vi har. Arbejdet fortsætter og vil fortsætte hver eneste dag. Jeg er stolt over vores lokale repræsentanters store indsats.

Lyt til dem og bak dem op. Det er nu, vi har chancen for at vise, at vi tager ansvar for vores del af aftalen. Og alt imens vi gør det, så holder vi skarpt øje med, at øvrige parter gør det samme.