Debat: Tak til Erling Bonnesen for den flotte garanti
Venstres Erling Bonnesen får ros af formanden for BL for at stå fast på, at landbruget ikke mødes af yderligere krav på kvælstofområdet. Venstre lægger dermed sin politiske kapital i at give garantien, uanset hvad Novana-målinger viser, lyder det i læserbrevet.

»Det ville jo være en politisk katastrofe for Venstre, hvis man trods implementeringen ikke nåede i mål, og at deres medlemmer i landbruget ville blive udsat for yderligere regulering på dyrkningsfladen og krav om ændret sædskifte med tab af dækningsbidrag«, skriver formanden for BL. Arkivfoto: Christian Ingemann
Af formand i Bæredygtigt Landbrug, Niels Hauge Mikkelsen, Granlyvej 39, 5592 Ejby
Venstres Erling Bonnesen står fast på at give fuld gas på de resterende 85 procent af arealet efter udtagningen af de 15 procent gennem treparten.
Denne stålfasthed fortjener stor ros og respekt, når minister for treparten Jeppe Bruus ikke svarede på selv samme spørgsmål på scenen til årets Plantekongres i Herning.
Venstre som parti lægger dermed sin politiske kapital fuldt og helt ind i at garantere, at danske landmænd ikke bliver påført yderligere regulering eller krav på kvælstofområdet, uagtet hvad Novana-rapporteringen måtte måle efter implementeringen af treparten.
På egne og foreningens vegne vil jeg gerne takke Venstre og i særdeleshed Erling Bonnesen for modet til ikke at gå ind i beregningerne, men at stå så stærkt vagt om det forudgående analysearbejde og at stille denne store garanti overfor de danske landbrugsfamiliers økonomi, rammevilkår og fremtid.

Venstres Erling Bonnesen står fast på at give fuld gas på de resterende 85 procent af arealet efter udtagningen af de 15 procent gennem treparten, til trods for at faglige eksperter har undsagt ham. Arkivfoto
Dette til trods for, at det ikke står konkret nedskrevet i aftalen.
Klassiske dyder
Bonnesen pointerer desuden, at man har respekt for den private ejendomsret og ikke har afskaffet grundloven.
Hvor er det befriende at opleve det gamle parti bakke op om de klassiske dyder til trods for, at der på side 43 i Aftalen om grønt Danmark (trepartsaftalen) tages generelle forbehold for statsstøttegodkendelse i EU.
En godkendelse, der kun kan gives af EU-kommissionen, så den må Venstre hermed indestå for er givet og i orden, inden folk i god tro tiltræder aftalerne.
Det ville jo være en politisk katastrofe for Venstre, hvis man trods implementeringen ikke nåede i mål, og at deres medlemmer i landbruget ville blive udsat for yderligere regulering på dyrkningsfladen og krav om ændret sædskifte med tab af dækningsbidrag.
Eller endnu værre, at folk havde modtaget støttemidler, som EU ikke havde godkendt og dermed risikerer at skulle betale tilbage, som advokat Hans Sønderby tidligere har pointeret i denne avis.
Yderligere indrømmelser
Så ville man risikere at stå op til et folketingsvalg alene og uden Socialdemokratiet og Moderaterne med garantien mod de røde partier, som vil kræve yderligere indrømmelser på kvælstofområdet, da man har sat et mål på 38.400 ton i Novana.
På egne og foreningens vegne vil jeg gerne takke Venstre og i særdeleshed Erling Bonnesen for modet til ikke at gå ind i beregningerne, men at stå så stærkt vagt om det forudgående analysearbejde og at stille denne store garanti overfor de danske landbrugsfamiliers økonomi, rammevilkår og fremtid.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.