Oversvømmelse af drænede lavbundsjorde skal ske på et oplyst grundlag

Uanset politisk ståsted bør man være med til at skabe den fornødne viden, så projekter ikke gennemføres på basis af et regneark, der i øvrigt jævnligt revideres.

Af Jens Lund Pedersen, cand.agro. og faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug

Allerede inden de videnskabelige rapporter er fyldestgørende og kan dokumentere, hvor meget CO2-udledning kan begrænses ved vådlægning af drænede og dyrkede lavbundsjorde, og inden erstatningsreglerne til de berørte lodsejere er på plads, står nogle politikere i kø for at agitere for udtagningsordninger, hvis biologiske og økonomiske konsekvenser dårligt er beskrevet.

Både høj- og lavmoser har i tusindvis af år været kilde til velstand i vores del af verden. Men især arealer med tørv er dyrket op sent. De kunne for alvor først opdyrkes, efter at drænrør af tegl blev indført i 1850’erne.

Nutiden vil det anderledes, da de humusrige drænede lavbundsjorde har en stor omsætning af organisk stof og herved udleder CO2. Størrelsesordenen er beskrevet, men usikkerheden er betydelig.

Stor usikkerhed

En fuldstændig vådlægning af lavbundsjorden vil utvivlsomt reducere frigørelsen af CO2. Men helt afgørende for klimagas-balancen og dermed dokumentation for en netto reduktion er udledningen af metan, der er en stærk drivhusgas. Der eksisterer efterhånden en del viden om reduktion af CO2-udledningen ved vådlægning af drænede landbrugsjorder, men for lidt viden om udledningen af metan i årene efter, at jorden oversvømmes.

I værste fald kan ny vådlægning jo forværre udledningen.

Generelt eksisterer der store usikkerheder på sammenhængen mellem vandstand, næringsstofstatus, tørvetype, driftsform og CO2-udledning. Også naturlige græsarealer på lavbund kan have en høj CO2-udledning.

Variation

Dertil kommer, at variationen i udledning af CO2 fra dyrkede kulstofrige jorder varierer betydeligt fra år til år, afhængigt af vejret og de hydrologiske forhold.

Hvad angår de hydrologiske forhold har vi også set, at vådlægning af store områder langs åløb medfører forøget risiko for oversvømmelse af byer nedstrøms. Det skal man også forudse.

Derfor bør man, uanset politisk ståsted, være med til at skabe den fornødne viden, så projekter ikke gennemføres på basis af et regneark, der i øvrigt jævnligt revideres. Og lodsejerne, de skal naturligvis have erstatningsjord eller en kontant erstatning.

 

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også

Slutspurten mod fremtidens landbrugspolitik sættes ind nu
Lad vandet løbe
Misbruger Arla sin magtposition?
Ingen krav til halm i brok-sygestier
Baltic Pipe – en demokratisk skændsel