Den glemte skandale

Hele minksagen lugter af at være klappet af med både det etablerede, politiske system og det organisatoriske Danmark. Men det var ikke klappet af med den danske befolkning.

Jens Peter Aggesen, Storegade 42, Sommersted, formand for Agerskovgruppen.

Af Jens Peter Aggesen, Storegade 42, Sommersted, formand for Agerskovgruppen

I Danmark er vi kommet et godt stykke vej i vaccinationen mod Covid-19.

Vi er til gengæld håbløst bagud som demokratisk samfund, når det kommer til håndteringen af én af de mange sager, der fulgte i kølvandet på coronapandemien – nemlig minksagen.

Hvorfor taler ingen længere om Mette Frederiksens katastrofale-beslutning?

Den hører efterhånden til i afdelingen for gamle og uinteressante nyheder.

Ikke i vores verden – slet ikke – og hvis ingen andre vil, så vil vi gerne slå fast én gang for alle, at minkskandalen og de uoverskuelige konsekvenser den fik for minkavlerne, deres familier og de små samfund aldrig kommer til at stå i glemmebogen hos deres kolleger i landbruget.

Der burde stadig skrives om det – så det gør vi!

Mistet tillid

For hvor er regeringens selvransagelse og anstændighed? Det gængse billede, der blev plantet hos befolkningen, står stadig til troende. I privat regi og direkte adspurgt på gaden tror et flertal af danskerne stadig, at beslutningen om at udradere et helt erhverv blev truffet for at undgå spredning af en muteret coronavirus fra mink til mennesker, selv om eksperter allerede inden masseaflivningen af mink slog fast, at den variant ikke var farlig for folkesundheden, og selv om det var et klart og tydeligt brud på Grundlovens paragraf 73 omhandlende ejendomsrettens ukrænkelighed.

Da vi landmænd i efteråret 2020 kørte med i store traktordemonstrationer i Danmark, startende med Agerskovgruppens traktordemonstration, var vi måske ikke helt skarpe på, hvorfor vi gjorde det. I sympati med minkavlerne? – jo, helt klart, men vi gjorde det vel egentlig fordi, vi følte os fuldstændig magtesløse over for systemet.

Vi havde mistet tilliden til systemet. Om vi var hjemme på vores egen bedrift eller sad på en traktor på vej til Agerskov, Aarhus, Aalborg, Hjørring eller København, gjorde ingen forskel. For dét at få noget fra hånden derhjemme, var en umulighed.  Vi var simpelthen lammet af systemet, mens vi var i systemet.

Bevis

Det var nøjagtigt det samme, som udspillede sig i 1788, hvor stavnsbåndet endelig blev ophævet. I mange år forinden følte bønder jo også, at de havde mistet den demokratiske frihed, og de levede og arbejdede med det vilkår hængende over hovedet, at statsmagten suverænt styrede deres arbejdsliv – deres skæbne.

Vi følte i efteråret 2020 på samme vis, at statsmagten på et usagligt og stærkt udokumenteret grundlag lukkede et helt erhverv. Vores traktordemonstrationer er måske det største fælles opråb, vi har været med til, til dato. For Mette Frederiksen og hendes allieredes magtfuldkomne og udemokratiske ageren i denne sag var så voldsom, at hvis hun uden den store modstand kunne lukke et helt minkerhverv, kunne hun jo på tilsvarende ufaglig vis lukke et hvilket som helst andet erhverv sidenhen.

Kan vi bevise, at det er sådan. tingene hænger sammen? Det mener vi godt, at vi kan ved at konstatere, at størrelsen på den efterfølgende erstatning til minkavlerne reelt er helt ude af proportioner set i forhold til, at en socialdemokratisk regering efter traktordemonstrationerne for at »redde sit eget skind« var nødsaget til økonomisk at forgylde et erhverv, der igennem flere år har kæmpet med alt for lave priser på skind.

Bemærkelsesværdigt

Vi kan godt forstå, at en rigtig socialdemokrat har det svært med at se sit parti forgylde et liberalt erhverv, som mere eller mindre var kørt i grøften alligevel, hvis intet var sket.

Som tingene har udviklet sig, springer alt omkring socialdemokraterne i luften, hvis de vil til at diskutere størrelsen på erstatningen, omstændighederne for lukningen og den manglende lovhjemmel, idet handlingen i enhver henseende savner faglighed og lovlighed.

Det er bemærkelsesværdigt, at ingen i erhvervet har klaget over erstatningernes størrelse – kun over forsinkelser med udbetalingen.

Torn i øjet

At den folkelige opstand og traktordemonstrationerne var en kæmpe torn i øjet på Mette Frederiksens regime, blev understreget den 20. november 2020 om aftenen.

Rigspolitiet forsøgte – på trods af tilladelser fra det lokale politi – at stoppe traktorer, der var på vej til København. 

Rasmus Prehn udtalte som nyudnævnt fødevareminister i forbindelse med traktordemonstrationen i Hjørring, at man ikke ville have flere traktorer på gaden. Men vi stod fast på vores ret og forsatte til hovedstaden.

Så jo, traktordemonstrationerne har flyttet og nyttet noget – derfor er vi klar, hvis myndighederne igen tror, »at glemmes kan vor ret«.

Hele minksagen lugter af at være klappet af med både det etablerede, politiske system og det organisatoriske Danmark. Men det var ikke klappet af med den danske befolkning.

 

- Det er bemærkelsesværdigt, at ingen i erhvervet har klaget over erstatningernes størrelse – kun over forsinkelser med udbetalingen

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også