Drikkevandets reelle tilstand i Danmark er...

Det er slet ikke nødvendigt med skræmmekampagner og grundvandsparker, mener Allan Holm.

Allan Holm fra Tænketanken Growz mener, at det er tvingende nødvendigt, at politikere og miljøeksperter lytter til fagligheden.

Af Allan Holm hortonom, PhD, Tænketanken Growz

Den højaktuelle og efterhånden noget kontroversielle debat om vores unikke drikkevand tages åbenbart til stadighed til nye højder af Danmarks Naturfredningsforening (DN).

Knapt har et måbende og rystet landbrug mentalt rejst sig fra DN´s og SF´s stigmatiserende reklamer, der uden omsvøb hænger et samlet landbrug ud for at være skyld i fund af pesticidrester i drikkevandet, førend DN igen fremturer og advarer om en »ekstremt alarmerende« tilstand af drikkevandet.

For nylig kunne man således på TV2´s hjemmeside læse, at DN foreslår, at etablere såkaldte grundvandsparker efter at have udtaget op til 200.000 hektar landbrugsjord - sjovt nok nøjagtigt den samme retorik som SF pt. forsøger sig med for at »fiske« stemmer forud for det kommende kommunalvalg.

Det er slet ikke nødvendigt med skræmmekampagner og grundvandsparker.

Det er derimod tvingende nødvendigt, at politikere og andre såkaldte miljøeksperter lytter til fagligheden. For det er helt uforståeligt, at de ikke anerkender de kæmpe fremskridt, der er sket mht. pesticid-test og godkendelsesprocedurer de sidste 20 år. Problemerne med nedsivning er et gammelt fænomen, der reelt er løst. Desuden er der ingen, der bliver syge af pesticider i dansk postevand. Det skulle da lige være dem, der bliver syge af den angstskabende pesticid-retorik, der udgydes af medier, politikere og naturforeninger.

Formand for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse Ulrik Lunden deler til fulde disse betragtninger og tilføjer: »At når vi med afsæt i statens egne tal kan dokumentere, at ud af i alt 97 sløjfede drikkevandsboringer kan ikke én eneste henføres til brug af pesticider på landbrugets dyrkningsflade, så er det ganske enkelt en uværdig fremstilling, man forsøger sig med. Det eneste man ikke sikrer, er rent drikkevand, når man på den måde holder kikkerten for det blinde øje«.

Hvis man endelig vil gøre noget godt for miljøet og grundvandet, burde man i stedet kaste sit åsyn på de mange hundrede nedgravede lossepladser, der ligger og siver - eller gøre noget ved de mange tusinde kloak-overløb, der sender millioner af liter urenset spildevand med medicinrester og sygdomsfremkaldende bakterier direkte ud i vores natur og vandmiljø. Her ville en styrket indsats være kærkommen og reelt kunne gøre en forskel for vores sundhed.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også