Vi må ikke glemme dyrevelfærden, når vi passer på naturen. For vi skal beskytte vores danske natur og øge biodiversiteten. Men det må aldrig blive på bekostning af dyrevelfærden.
I ti nye statsejede naturnationalparker vil regeringen give naturen lov til at udvikle sig på egne præmisser. Det er godt. Kvæg skal tilmed flytte ind i de indhegnede parker, hvor de skal græsse og på den måde bidrage til at opretholde et naturligt økosystem.
Men her hopper kæden af for regeringen. For dyrenes forhold i naturnationalparkerne er på groveste kant med dyrevelfærdsloven.
For det første kan dyrene ikke leve alene af den mad, der er i naturområderne.
Og så bliver der ikke ført tilstrækkeligt tilsyn med dyrene efter de gældende regler i dyrevelfærdsloven. Det er helt grotesk. For det er ikke vilde dyr, der er tale om.
Vi har allerede set konsekvenserne i Nationalpark Mols Bjerge tidligere på året. Billederne af de vanrøgtede dyr på Mols har printet sig fast på min nethinde.
Her lider dyr betydelig last af de forhold, de lever under. Flere af Naturstyrelsens kvæg sultede i vinter så voldsomt, at flere stude døde. Som landmand skærer det i hjertet at se dyr blive mishandlet på den måde.
Paradoks
Hvis det samme skete hjemme på min gård, ville myndighederne med det samme komme efter mig. Så ville jeg stå over for kæmpe bøder og muligvis miste retten til at have dyr.
Manipulerede rødlister
Venstre kan ganske enkelt ikke gå med til den dispensation fra dyrevelfærdsloven, som regeringen lægger op til, når de ti nye naturnationalparker skal etableres.
Intentionen bag de nye naturområder er ellers god. For vi skal gøre en indsats for at styrke vores natur og biodiversitet. Men det må simpelthen ikke blive på bekostning af dyrenes ve og vel.
Jeg mener, at der skal gælde de samme regler for tilsyn med dyr i naturnationalparkerne, som der gælder uden for parkerne.
Ekstremisme
Ifølge Dyrenes Beskyttelse og Det Dyreetiske Råd findes der ingen gode grunde til at lave dispensation fra reglerne i dyrevelfærdsloven. Og de ved, hvad de taler om.
Regeringens naturekstremisme er løbet af med dem. Vi kan sagtens passe godt på både naturen og dyrene. Og der må under ingen omstændigheder gælde andre regler for staten. Loven skal være lige for alle.
- Flere af Naturstyrelsens kvæg sultede i vinter så voldsomt, at flere stude døde. Som landmand skærer det i hjertet at se dyr blive mishandlet på den måde
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.