2021 blev alligevel et surt år

.

Af landmand Martin Pinholt, Aalestrup

Under normale forhold ville jeg se tilbage på 2021 som et godt år at producere kød og mælk og se fremad med fortrøstning.

På trods af delvis nedlukning af det danske samfund er det lykkedes for danske landbrug og for vore dygtige medarbejdere i virksomhederne at sikre en stor og stabil fødevareproduktion. Ingen af vore kunder i ind- og udland har skulle gå forgæves i supermarkederne, som har været velforsynede med sunde og velsmagende danske kvalitetsprodukter.

Når det alligevel er surt at sige farvel til 2021, skyldes det de vedholdende udmeldinger fra den danske regerings rådgivere om, at min malkekvægproduktion bør ophøre snarest og i hvert fald inden 2030. I klimaets hellige navn har disse rådgivere anslået, at det vil være godt og bekvemt at nedlægge rundt regnet en tredjedel af dansk husdyrproduktion og i særlig grad mælkeproduktionen.

At forholde sig til en stald uden dyr og marker uden græs og majs er nedslående. Mine dygtige medarbejdere vil der ikke længere være brug for. Leverancer til mit mejeri eller slagteri vil ophøre. Hos Arla og Danish Crown vil der blive stille og ingen arbejde til de dygtige håndværkere og sælgere. Der skal ikke mere købes foder fra DLG's foderfabrikker. Og de højproduktive afgrøder vil blive erstattet med salgsafgrøder med et lavere udbytte og CO2-optag.

Det samme vil komme til at ske hos mange af mine kolleger her i Himmerland – tomme spøgelsesagtige stalde vil ligesom minkhallerne blive et almindeligt syn – og hvem kommer og fjerner disse stalde? Og hvad bliver omkostningen for de danske skatteydere - måske et trecifret milliarbeløb.

Hvem skal betale?

Vores statsminister Mette Frederiksen har udtalt, at »lev med det« - underforstået, at sådan er det, når landets politikere i Folketinget træffer store beslutninger. Beslutninger med vidtrækkende konsekvenser – ja brutal, fratagelse af mange tusinde danske familiers levebrød.

Hvad med næste generations drømme og interesse for husdyr? Hvem skal betale mine kreditorer, som nu efterlades med nogle usælgelige bygninger og marker? Og hvad skal Danmark leve af, når der ikke længere skal eksporteres kvalitetsfødevarer med »made in Denmark« som logo?

Jeg har fået at vide fra mine rådgivere, at De Miljøøkonomiske Råd, med professor Lars Gårn Hansen, ser det ovenfor skitserede indgreb som både nødvendigt, men også som værende en samfundsøkonomisk billig løsning for at nå klimamålene. Den samme melding kommer fra Klimarådets formand ved professor Peter Møllgaard.

Det politiske flertal i Folketinget har lagt vægt på, at de danske klimaambitioner skal være høje – de siger, at Danmark skal være et foregangsland. Men hvad ambitiøst er der ved at nedlægge de danske husdyrerhverv, der har nogle af de bedste betingelser i verden for at skabe klimaeffektive fødevarer? Hvem skal holde hånden under det danske velfærdssamfund specielt i yderdistrikterne? Er det overhovedet i dansk interesse?

Alle disse tanker gør det ikke nemmere at være en del af produktionsdanmark, hvor også mange håndværkere, servicevirksomheder, importører med et slag vil opleve at miste deres faste kunder. Nogle unge vil måske forsøge sig med landbrug i vores nabolande, men de fleste vil stå overfor en helt ny livssituation med en de facto nedlæggelse af Danmark som et betydende landbrugsland.

Læs også