Gudenåens udfordringer

Fremover kunne man regulere efter hvor højt vandet står og må stå – det er langt enklere at se og regulere efter. Det mener Carsten Søborg, næstformand for Jammerbugt Vandløbslaug.

Af Carsten Søborg, næstformand for Jammerbugt Vandløbslaug, Tranumvej 22, Birkelse, 9440 Aabybro

Gudenåens vandmasser har atter skabt store udfordringer for bredejere langs vandløbet. Det er en lang og gentaget historie. Det handler om oprensning – eller rettere mangel på oprensning. Og så handler det om en gammel teknikalitet, med store konsekvenser. Konsekvenser, der først viser sig efter nogle år.

I år 2000 skrev Århus Amt Manningtal 24 ind i regulativet, på trods af at der de sidste 70 år har været et dokumenteret Manningtal over 30 i den grødefri vinterperiode.

Manningtallet er populært sagt hvor meget modstand, vandet må møde i et vandløb. Jo højere Manningtal – jo glattere et vandløb. Jo lavere Manningtal – jo mere modstand. Siden år 2000 har Manningtallet i regulativet været sat lavere, end det var tidligere. Konsekvenserne viser sig nu efter nogle år med dårligere og dårligere oprensning og dermed dårligere gennemstrømning. Det har betydet en vandstandsstigning på ikke mindre end 25 til 30 cm i grødefri vintertilstand. Det er ikke så lidt.

Kommunerne bør handle

Manningtal er ikke så sexet et begreb, at det bliver brugt hverken i en politisk eller i en offentlig debat. Men det fremgår af bilag til beslutningen fra dengang i 2000. Det er først denne sommer kommet helt frem fra bilagenes gemmer.

Vi ved alle, at det, der bliver skrevet med småt også kan få betydning. Således også i denne sag – og nu, hvor det er kommet for dagens lys, må det ændres igen, så hus- eller haveejere, landmænd eller veje langs vandløbet igen kan få deres på det tørre. Hertil kræves en ordentlig vedligeholdelse og oprensning af vandløbet – og et højt Manningtal. Det må igangsættes med alle fire kommuners hjælp.

Fremover kunne man regulere ved hjælp af Q-H regulativet, dvs. efter hvor højt vandet står og må stå – det er langt enklere at se og regulere efter.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også