Der er kommet et udkast til ny gødningslov i høring. Det fylder – hold fast – 263 tætskrevne sider. Det har været omtalt i Effektivt Landbrug de seneste dage. Det er ikke opmuntrende læsning. Blot det brev, der introducerer udkastet, giver bange anelser. Der står blandt andet: Kvælstofkvotereduktion, der i dag er en konsekvens af manglende pligtige og husdyrefterafgrøder, kan gøres til et aktivt alternativ til etablering af pligtige og husdyrefterafgrøder

Enhedschef Louise Piester, Landbrugsstyrelsen fremhæver ligefrem dette punkt (Effektivt den 20.11), idet hun siger, at landmanden kan vælge kvotetræk i stedet for at etablere efterafgrøder. Det er en helt uholdbar vej.

For det første giver den nuværende gødningskvote ikke mere gødning til rådighed, end vore planter har brug for. For det andet vokser planter, der bliver gødet tilstrækkeligt, bedre. Dermed opsamler de flere næringsstoffer, oplagrer mere CO2 og har mindre behov for plantebeskyttelse.

 

Har vi snart jord nok?

Der gives også mulighed for at fastsætte fleksible etableringsfrister for efterafgrøder. Men hvis det skal iværksættes, sker det med en faktor 4, det vil side, at der skal sås op til 4 gange flere efterafgrøder, hvis de sås efter 20. august. Gad vide om vi landmænd snart har jord nok. Det er en helt utålelig straffemetode, der her indføres, og samtidig gives der øget mulighed for kontrol og sanktionering ved manglende etablering af efterafgrøder.

Bureaukratiet styrkes med øgede indberetningskrav. Det er fantastisk, at en regering, der vil regelforenkle, vil være med til et sådant makværk. På denne måde vil man administrativt fjerne de goder, landbruget fik af politikerne igennem Landbrugspakken. For det ufaglige øje ser det hele nok tilforladeligt ud. For os med blot den mindste faglige indsigt er det frygtindgydende.

BL er langt fra igennem arbejdet med høringssvar til denne nye lov – der får helt uacceptable konsekvenser med øgede sanktioner, øget bureaukrati og dårligere produktionsforhold – uden at det gavner hverken natur, klima, produktion eller miljø – tværtimod.