Oversælg ikke No-till

Oversælg ikke No-till

Af Vagn Lundsteen, planteavlsrådgiver og direktør i Agropro, Fjorddraget 28, 4300 Holbæk

Plov eller ikke plov. Det er det store emne blandt planteavlere. Uanset om man pløjer, harver eller sår direkte, er der argumenter for og imod. Hvad man derimod ikke kan diskutere, er de forskellige såmetoders påvirkning af jordens kulstofindhold. Jo mindre, vi rører jorden, jo mindre humus/kulstof og dermed CO2 fjerner vi fra jorden. Faktisk kan vi øge indholdet af humus/kulstof i jorden ved ikke at pløje. Forskere har beregnet, at landbruget kan løse hele klimaudfordringen, hvis vi stopper med at pløje.

Når jeg så ikke bare klapper i mine hænder, skyldes dette flere forhold.

  1. Jo mindre vi rører jorden, jo mindre kvælstof mineraliseres og frigøres fra jordpuljen. Dette manglende kvælstof mangler i ligevægtsberegningen. Der skal derfor tilføres ekstra kvælstof for at fastholde udbyttet.
  2. At binde CO2 i jorden er ressourcekrævende. Der skal bruges 92 kilo kvælstof, 20 kilo fosfor og 12 kilo svovl for at producere et tons kulstof. Vi skal derfor have lov til at bruge både mere kvælstof og fosfor, for at binde CO2 i jorden.
  3. No-till (direkte såning) fremmer snegleangreb. Sneglene kan søge skygge og fugtighed under den organiske masse og bliver derved opformeret, selv under tørre forhold. Der skal derfor afsættes et beløb i budgettet til sneglebekæmpelse hvert år.
  4. Den fjerde, men ikke mindre vigtige konsekvens er, at landbruget endnu en gang gør noget for det øvrige samfund uden at blive belønnet for det. Hvis landbruget skal løse samfundets forpligtelser, skal vi honoreres for det. Enten kontant klimabelønning a la økologitilskuddet, eller som minimum en anerkendelse for at have løst et samfundsproblem. Der bør være en belønning for hvert kilo CO2, vi lagrer i jorden.

Vi bliver til grin

Hvis vi igen på eget initiativ fremmer tiltag, som vi ikke bliver honoreret for, bliver vi igen til grin. For hvorfor skal samfundet honorere noget, som vi alligevel gør?

Da vi frasagde brugen af vækstregulering og glyphosat i brødhvede, blev vi ikke honoreret for det. Det blev bare noget, som vi gjorde, til trods for at vore naboer mod syd stadig bruger disse virkemidler i brødhvede.

Vi må holde op med at være »tossegode«. Vi skal ranke ryggen og være stolte af vores erhverv

Det næste var maltbyg, hvor vi også frasagde glyphosat, uden kompensation. Nu vil FRDK (Foreningen for reduceret jordbehandling i Danmark) også have, at vi skal frasige glyphosat for høst i alle afgrøder, igen uden kompensation. Vi gi’r og gi’r. Men vi får ingen respekt, anerkendelse eller kredit for det, som vi gør frivilligt. Jeg har ikke noget imod, at vi gør noget for det øvrige samfund, hvis det har en effekt og vi bliver godskrevet for det.

Men det bliver vi ikke. Hvorfor skal vi hele tiden give, uden at få noget til gengæld? Glyphosat før høst er den mest effektive måde at bekæmpe kvik og rodukrudt. Det betyder, at vi kan bruge mindre middel og få større effekt. Glyphosats giftighed er som opvaskemiddel og mindre giftig end bordsalt. Hvorfor sætte os selv begrænsninger for et middel, der er godkendt i Miljøstyrelsen? Hvorfor tror nogle, at de er mere vidende end de eksperter, der godkender sprøjtemidlerne?

Vi må holde op med at være »tossegode«. Vi skal ranke ryggen og være stolte af vores erhverv og ikke hele tiden undskylde, at vi er her. Jeg er så træt af ledere uden rygrad.

 

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også