Af Erik Ugilt Hansen, Rosbjergvej 4, 9500 Hobro

Tilladelsen til at indbringe sagen om vandplanerne for Højesteret er den foreløbige kulmination på Bæredygtigt Landbrugs ihærdige indsats for, at alle danske landmænd skal behandles fagligt og juridisk korrekt i henhold til gældende EU- og dansk lovgivning.

BL blev jo netop startet på baggrund af, at danske myndigheder administrerede danske landmænd helt anderledes end vores kollegaer i alle andre EU-lande, hvilket var klart ulovligt og konkurrenceforvridende.

Og BL blev startet, da de hidtidige landbrugsorganisationer, i dag samlet i Landbrug og Fødevarer, slet ikke formåede at matche fagligheden og juraen bag myndighedernes administration af danske landmænd.

- En del politikere, i dag uden navns nævnelse, samt interessegrupper har gennem de sidste år forpestet debatten med urigtige faglige og juridiske budskaber for at slagte landbruget

Fra 1980erne havde danske miljømyndigheder og en del forskere stille og roligt startet deres egen miljødagsorden for Danmark, delvis uden om gældende EU- og dansk lovgivning.

Som fundamentet skulle den danske miljølovgivning, i lighed med alle andre EU landes miljølovgivning, bygge 100 procent på gældende EU-lovgivning, samt national tillægslovgivning, hvor der ikke var dækning i EU-lovgivningen.

Men ingen medlemslande måtte fravige EU’s krav på miljøområdet.

Manipulerende oplysninger

Såvel Miljøministeriets embedsmænd som danske forskningsinstitutter har siden 1980erne på det skammeligste overtrådt en meget stor del af EU-lovgivningen og de regelsæt, man retligt var forpligtiget til at følge.

Endvidere har danske myndigheder og forskere, som er hovedleverandør af det faglige og juridiske grundlag, der skal ligge til grund for Folketingets vedtagelse af al lovgivning for landbrugets rammevilkår, gennem de sidste næsten 30 år ofte givet manipulerende og direkte usande oplysninger til hele Folketinget, EU og dermed hele det danske samfund.

Dermed bygger store dele af Folketingets vedtagne lovgivning/retsgrundlag på natur-, miljø- og vandområdet på et usandt og falskt grundlag.

Med Bæredygtigt Landbrugs organisatoriske start for ca. 10 år siden blev fundamentet lagt for en begyndende orientering til samfundet, Folketinget, EU, landmændene og mange flere om det urigtige/ulovlige grundlag for administrationen af danske landmænd.

Men BL kom hurtigt ud i stormvejr, idet de etablerede systemer, fagligt, juridisk og organisatorisk i løbet af få år begyndte at få »kolde fødder«. Man blev lige pludselig afkrævet dokumentation i henhold til faglighed og jura.

Latterliggørelse

Og i stedet for at dokumentere udviklingen/virkeligheden i landbruget med efterspurgte faglige og juridiske fakta, startede de etablerede systemer en mistænkeliggørelse af BL-systemet, hvor interessegrupper, politikere, medier m.fl. i et tæt samarbejde med dele af embedsmandssystemet og dele af forskerverdenen i forsøget på at latterliggøre BL og hele landbruget.

Der var ingen grænser for urigtige påstande om, at landbruget kun var ude på at tilsvine natur, miljø, grundvand og indre farvande for at tjene penge.

Og i begyndelsen var der næsten ingen, der dykkede ned i, om forskere og myndigheder havde fulgt forpligtigelsen til at anvende gældende EU-lovgivning til, med objektive målinger, at dokumentere dagens virkelighed i grundvand, vandløb og indre danske farvande.

Og heldigvis har mange af landbrugets faglige kapaciteter gennem en menneskealder understøttet BL med korrekte faglige og juridiske kendsgerninger, der afslører hvilken manipulation, der er foregået.

Troværdighed

Heldigvis fulgte BL med formanden Flemming Fuglede Jørgensen, FFJ, i spidsen den linje, at BLs troværdighed aldrig måtte lide et knæk ved at fravige en af samfundets vigtigste grundpiller, at borgere og virksomheder alle skal behandles fagligt og juridisk korrekt.

Hele Landbruget, samt hele samfundet, har grund til at være FFJ og BL taknemmelig for standhaftigheden.

For det er ikke småting, der har været kørt i stilling i forsøget på at få BL og FFJ til at bukke under.

En del politikere, i dag uden navns nævnelse, samt interessegrupper har gennem de sidste år forpestet debatten med urigtige faglige og juridiske budskaber for at slagte landbruget.

Havde man så bare kunnet fremlægge dokumentation for de budskaber, man var sendt i byen med!

Men nej, det skete ikke.

Den danske miljøvirkelighed

Den danske virkelighed er, trods massive kampagner af uvidenhed fra stenbrosaviser og de københavnske TV-medier, ved at gå op for store dele af samfundet.

Derfor er det glædeligt, at slaget om det faglige og juridiske grundlag i vandplanerne nu skal prøves i Højesteret.

Det var aldrig sket, hvis bønderne bag langt over halvdelen af den danske landbrugsproduktion, samlet i BL, ikke havde erobret førertrøjen for det erhverv, der har en meget stor del af æren for vores velfærdssamfund, Landbruget.

Og så vil jeg slutte med at udtrykke min stolthed over, i mere end 55 år, at have været, og stadig er, aktiv i mange landbrugsproduktioner.

At flere medier og politikere hader verdens bedste og reneste fødevareproduktion, den danske, skal jeg ikke forsøge at lave om på. For det står alle danskere frit for at købe deres fødevarer i udlandet.

Men danske landmænd har grund til stolthed over, at så godt som alle verdens lande respekterer dansk landbrug med alle dets fødevarevirksomheder for en unik topplacering på verdenskortet.

Erik Ugilt Hansen, Volstrup, 9500 Hobro

Landmand og minkavler siden 1962. Lærer 1968-1974

Dambruger fra 1969. I dag 5 dambrug

Dansk Ørredfoder, i dag BIOMAR, 10 år

Formand for Dansk Dambrugerforening

Formand for Kopenhagen Fur i 17 år

Købte Volstrup i 1984

I Landbrugsrådet i 18 år

I Danish Crowns bestyrelse 3 år

Fodercentralen Limfjorden 26 år

 

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.