Følg debatten på Facebook:

En kurator skal nu gøre op, hvor mange millioner kroner, landmændene har i klemme i grovvarevirksomheden BMG A/S, Randers, der i går gik konkurs.

Årsagen til konkursen er, at virksomheden er insolvent efter »alvorlige uregelmæssigheder i virksomhedens handler«, lyder det i en meddelelse, som medejer af virksomheden, Søren Blach, sendte ud søndag.

- Virksomhedens ene ejer og direktør Jens Møller har egenhændigt foretaget regnskabsmæssige transaktioner på baggrund af fiktive handler og fakturaer. Disse fiktive transaktioner har medført et betydeligt tocifret milliontab, skriver Søren Blach.

For 14,5 år siden grundlagde Jens Møller og Søren Blach virksomheden sammen, og den har i de senere år tilsyneladende været i stabil gænge med en stigende egenkapital (se skemaet) og i alt 16 fuldtidsansatte i 2017.

 

Værdier

Virksomheden lagde også vægt på at have ordentlige værdier.

- Du kan stole på BMG. Vi gør det, vi siger, og tager personligt ansvar for vores handlinger, lød en af virksomhedens værdisætninger således under punktet »Troværdighed og ærlighed«.

BMG var delt op i en agro- og en petfood-afdeling, der leverede hunde- og kattefoder til dyrehandler, specialbutikker og dyrlæger i Danmark og Sverige.

Jens Møller og Søren Blach ejede BMG med 50 procent hver især gennem selskabet BMG Holding ApS.

Formand for virksomhedens bestyrelse var Lars Krüger, Auning, og de øvrige i bestyrelsen var Jens Møller Lund, Søren Blach, Auning, Martin Kjølhede, Thisted, Claus Wistoft, Kolind.

 

Medejer politianmeldt

Efter at den ene medejer i BMG, Jens Møller, fuldstændigt har erkendt at have gennemført fiktive transaktioner i virksomheden, har bestyrelsen straks bortvist ham som direktør for BMG, og hans gerninger blev i søndags anmeldt til Østjyllands Politi.

- Jens Møller har erkendt de gennemførte fiktive handler, og han har endvidere oplyst og understreget, at ingen andre personer indenfor eller udenfor virksomheden har kendt til de gennemførte handlinger, siger den anden medejer af virksomheden, Søren Blach, og tilføjer i en skriftlig meddelelse:

- Det er et chok for os alle. Vi efterlader kunder, medarbejdere og kreditorer i en særdeles uheldig situation, og vi er dybt berørte. Vi beklager dybt de forhold, som konkursen vil medføre.

I søndags stoppede al drift i virksomheden, der i går indleverede egen konkursbegæring til skifteretten i Randers.