Krige og kriser viser os, hvor vigtig dansk selvforsyning er
Meget taler for, at politikerne dropper tanken om at reducere fødevareproduktionen, og i stedet styrker landbrugets muligheder. Det handler ikke bare om økonomi - men om forsyningssikkerhed og national robusthed i en verden i krig.

I EN TID, hvor verdens uro sender energipriserne ud i ukontrollable rucheture, er det uklogt at skære ned på den danske fødevareproduktion. Den seneste udvikling i Mellemøsten viser os nemlig med al tydelighed, hvor skrøbelig de globale forsyningskæder er, og hvor vigtigt det er at sikre stærke, hjemlige forsyninger af basale varer som energi og fødevarer.
»HVIS OLIEPRISEN LÅSER sig fast på det nuværende niveau, eller ligefrem stiger yderligere, så vil det desværre have tydelige konsekvenser for udviklingen i dansk økonomi,« siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv til Berlingske. Olieprisen steg alene fra fredag i sidste uge til mandag i denne uge med næsten 15 procent.
OLIEPRISEN ER PÅ lidt over en uge steget med 65 procent. Den lå mandag 75 procent højere end det niveau, regeringen forventede, da den i december fremlagde sin seneste Økonomiske Redegørelse. Mandag morgen eksploderede olieprisen med en stigning på 27 procent, hvilket er tæt på den største stigning i olieprisen nogensinde målt på en enkelt dag. Vi taler om den mest alvorlige energikrise siden 1970’erne, lyder analysen i den amerikanske erhvervsavis Wall Street Journal. Tirsdag faldt olien igen under 100 dollars pr. tønde. Onsdag kan det gå den anden vej igen.
OGSÅ VORES LANDS udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), ser skriften på væggen: »Det starter jo med oliepriserne, og så sætter det sig i fødevarepriserne, og så sætter det sig i inflationen. Og dét kommer også til at ramme Danmark«, siger han til DR.
EN STIGNING PÅ 10 procent i olieprisen i danske kroner får i runde tal inflationen til at stige med 0,1 procentpoint. Hvis olieprisen holder sig på mandagens niveau, vil forbrugsprisinflationen dermed stige med omkring 0,3 procentpoint i 2026 og sende et olieprischok ind i markedet og skære en kæmpe luns af væksten i Danmark og løfte inflationen igen. Tore Stramer taler ud fra den aktuelle situation om en øget inflation på op til 0,75 procentpoint.
DE STIGENDE ENERGIPRISER rammer også landbruget, fordi produktion og transport af fødevarer er energitung. Det er derfor indlysende uhensigtsmæssigt, når nogle politikere ønsker at reducere dansk fødevareproduktion i et meget betydeligt omfang. Krigene i Mellemøsten og Ukraine minder os om, at afhængighed af globale forsyningskæder er risikabel business.
POLITIKERNE I KØBENHAVN og Bruxelles skal naturligvis evne at sikre sine cirka 450 millioner indbyggere stabil og sikker forsyning af fødevarer fra EU. Vi skal ikke lægge flere æg i resten af verdens kurv, for så mister vi kontrollen, når uforudsete verdenskriser rammer. Og det gør de konstant. 20. april 2020 forårsagede corona-krisen, at amerikansk West Texas-olie blev sendt i minus på næsten 40 dollar pr. tønde, hvilket blot er nævnt for at understrege de enorme kriser og prisudsving, verden har været igennem i de senere år.
DERFOR TALER MEGET for, at politikerne sikrer stabilitet for sine medmennesker, og dropper tanken om at reducere fødevareproduktionen. Det handler om forsyningssikkerhed og national robusthed i en verden i krig, hvor energipriser og geopolitiske chok nu igen viser os sine brutale konsekvenser. På tankstationer og i kølediske. Danmark mistede sin status som selvforsynende med olie i 2018. I dag kan vi som følge af Danmarks energipolitik cirka dække halvdelen af vores egen behov, hvorfor vi er sårbare, når krige stopper de globale olieforsyninger. En stærk, hjemlig fødevareproduktion er ikke en luksus – det er en basal nødvendighed i virkelighedens verden.








































