DET VAR ET løjerligt interview, som direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, afgav til Radio24Syv i går morges. Historien var, at direktøren ikke vil samarbejde med strategiske rådgivere og kommunikationsfirmaer, der inden for et år har rådgivet tobaksindustrien. Disse rådgivende firmaer er, uagtet deres kvalifikationer, urene for en ren sundhedsstyrelse, der vogter over folkesundhed, moral og etik, lod direktøren omverdenen forstå.
DIREKTØREN MENER DET i øvrigt alvorligt det her med, at styrelsen er en etisk og moralsk ren arbejdsplads. Så han har forbudt alle sine medarbejdere at ryge i arbejdstiden – uanset hvor i verden de befinder sig. Røg er noget møg, og det ved direktør Brostrøm bedre end de fleste, da han er en mand med alenlange uddannelser bag sig – han er blandt andet læge fra Københavns Universitet, KU.
DERMED ER HAN også rundet af den skole på KU, som vil opdrage og sætte regler for adfærd for de studerende, der til elevfester ikke længere må klæde sig ud som indianere eller mexicanere, da det krænker nogen af de studerende. I Sundhedsstyrelsen skal der også være fest. Høstfest, lød det fra Søren Brostrøm i radioen i går. Og her skal direktøren med egne ord klædes ud som »bondemand – med en dum hat«. »Høstfest? Hvorfor skal I have høstfest«, ville en forbløffet interviewer vide. »Jo, vi skal også have det sjovt«, lød det fra sundhedsdirektøren, der ovenikøbet har tænkt sig at slå gækken løs og tillade alkohol til sin høstfest.
DET ER IKKE voldsomt svært at se scenariet for sig. Sundhedsstyrelsens direktør udklædt i fuld bondemands-uniform. Med dum hat og det hele. Ha, ha, ha! Hvor sjovt. Her kan direktøren så sidde og tale om moral og etik med sine medarbejdere. Maden er naturligvis økologisk. Det er et krav i styrelsen, fik direktør Brostrøm tilføjet. Det hele i Sundhedsstyrelsen handler nemlig om folkesundhed – og kompasset, der navigeres efter, er altså moral og etik, må vi forstå.
UDE PÅ LANDET holdes der som bekendt også høstfest i den kommende tid. Og i år er der noget at fejre. Høsten har været god. Mange steder rigtig god. Renten er historisk lav, og foderpriserne er til at betale. Og svinekød bliver betalt med priser, der er i et niveau, som vi skal mange år tilbage i tiden for at finde mage til. Det går fornuftigt, og kompasset, man styrer efter på landet, er ofte snusfornuft. Må vi i den forbindelse komme med en anbefaling til en billig udklædning til den kommende høstfest. På med klaphatten. Så ligner man en direktør i Sundhedsstyrelsen på en prik.