Far og søn holder rørene rene

Aktivitetsniveauet er højt hos Østfyns Slamsugning & Rørspuling, som landmand Jesper Christensen har drevet siden 2019. For to år siden kom Rasmus Christensen hjem efter sin agrarøkonomuddannelse.

Østfyns Slamsugning & Rørspuling ApS har grejet, både når det gælder kloakker, spildevandsbrønde, tilstoppede toiletter eller rensning af dræn.

To 10 tons suge/spuler-vogne, henholdsvis indkøbt sidste år og her i år, står sammen med en ældre af slagsen linet op hos Jesper og Rasmus Christensen på ejendommen ved Frørup. Sidstnævnte vogn stammer fra overtagelsen af aktiviteterne fra Rosilde Højgaard, som i mange år drev slamsugning og spuling ved siden af landbruget.

Jesper Christensen havde tidligere arbejdet hos Rosilde Højgaard, og derfor kendte han alt til, hvad han gik ind til ved overdragelsen den 1. april 2019.

Sund forretning

- Jeg havde altid sagt til Jens (Jens Jørgensen, daværende ejer af Rosilde Højgaard, red.), at jeg var interesseret, hvis han en dag ville sælge. Derfor har jeg aldrig fortrudt købet af forretningen og det ene af køretøjerne, lyder det fra Jesper Christensen efter dagens opgaver i det østfynske område er tilendebragt. Og hvor det er tid til et samlet foto af vognparken og en snak om aktiviteterne i Østfyns Slamsugning & Rørspuling.

Aktiviteterne har udviklet sig i en sådan grad, at sønnen Rasmus (27) efter uddannelsen som agrarøkonom så mulighederne i at komme hjem til slamsugerfirmaet og landbruget, hvor der nu drives 100 hektar sammen med lidt maskinstationskørsel.

- Vi har en sund forretning, som har udviklet sig positivt, siger Jesper Christensen og glæder sig over, at generationsskiftet er sat i gang. Samtidig hans kone Jeanette fuld op at gøre med at tage sig af administrationen i det voksende familiefirma.

Tilstoppet dræn

Med de store suge/spuler-vogne fra Gøma, og hvor den seneste med fusionen nu hedder Samson, klares de mange opgaver i både landbruget, hos erhvervsvirksomheder, kommuner og i private huse.

Udstyret med brede dæk og god trækkraft er køretøjerne terrængående, hvilket er en fordel, ikke mindst ved en opgave en tidlig morgen, hvor LandbrugFyn var med.

Her gjaldt det et tilstoppet drænrør i et lavbundsområde ved Skellerup (se billederne).

- Hold drænene i orden

- Ofte er det som her siv eller trærødder, som går i drænene. Men også raps og efterafgrøder søger ned til drænrørene, ikke mindst i tørre perioder.

- Derfor er det vigtigt at holde drænene i orden, og at få spulet rørene måske hvert andet år, hvis risikoen for tilstopning er til stede. Okker er også et problem, som vi ofte støder på her på Østfyn, nævner Jesper Christensen, efter plante- og trærødder er blevet spulet fri, og drænvandet atter løber frit videre mod Grøfte Mølle og fortsætter ud mod Storebælt.

GK 10 Vario vognene er forsynet med 150 meter spulerslanger i både en og halv tomme tykkelse. Den kraftige sugeslange øverst på vognene er 50 meter lang.

Alt efter opgaven kan der medbringes op til 10.000 liter vand. Som modelnavnet indikerer, er tanken variabel, således der er plads til både slam og vand efterhånden som det pågældende arbejde skrider frem.

Udpeger problemet

Af det omfattende udstyr, som medbringes, er en sondesøger, der kan udpege det præcise sted, hvor problemet i drænrørene er nede i jorden.

- Når spulerdysen har sonden påmonteret og støder mod en forhindring, kan stedet afmærkes, så man ikke behøver at grave unødigt for at udbedre skaden. For kunderne kan vi på den måde også opspore placeringen af dræn, som måske ikke er registreret, nævner Jesper Christensen, som derfor har stor glæde af denne sondesøger.

Også kamera til at filme i kloakker er udstyr, som Østfyns Slamsugning & Rørspuling har med på vognene. Det er i sagens natur primært til de mange opgaver, firmaet har hos virksomheder og kommunerne.

- Både når det gælder spuling af kloakker og tømning spildevandstanke, har vi hele tiden travlt, og med den øgede fokus på at sikre sig mod oversvømmelser ved skybrud får vi flere opgaver.

Jesper Christensen nævner, at firmaet samarbejder med både entreprenører og kloakmestre ved større opgaver.

Læs også