Efterspørgslen stiger – men grisekødsprisen står stille
Efter sidste uges stigning i noteringen hos Danish Crown fastholdes noteringen i den kommende uge på 10,40 kroner pr. kg, mens sonoteringen også er uændret 6,90 kroner pr. kg.

Der er ikke ændret i noteringen fra Danish Crown for hverken slagtesvin eller søer. Arkivfoto
Der er en pæn aktivitet på det europæiske marked for grisekød med en stabil efterspørgsel på alle dele af grisen.
Det skriver Danish Crown i deres markedsorientering, hvor det samtidig oplyses, at der ikke er nogen ændring i noteringen for hverken slagtesvin eller søer.
- Det har taget usædvanligt lang tid at få slagtet op efter jule- og nytårsperioden i årDet skyldes i høj grad, at mange slagterier ikke ønsker at fryse flere varer end højest nødvendig, så slagtningerne er i særligt Tyskland blevet tilpasset salget uge for uge. Samtidig skabte det tyske udbrud af mund- og klovesyge nogle dønninger i markedet, men nu er varerne ved at have fundet nye veje rundt i Europa, og samtidig ser efterspørgslen ud til at være stigende, siger Per Fischer Larsen, der er SVP Industry Sales i Danish Crown.
Der er en god efterspørgsel på forender og skinker båret af stor interesse fra Østeuropa, og samtidig sælges brystflæsk, kamme, bacon og midterstykker jævnt. Sideløbende er der en stabil eksport ud af Europa.
- Vi har et godt og balanceret salgsmix lige nu, som giver os muligheden for at jagte de attraktive ordrer i markedet. På lidt længere sigt begynder interessen at samle sig om efterspørgslen op til påske, og hvilken betydning den får for både salgspriserne og prisen på grisen i Europa, siger Per Fischer Larsen.
Tilmelding til indeværende uge blev stort set som forventet i prognosen, og det betyder, at der er reduceret som forventet i antallet af udsatte tilmelding, så der udsættes 75.000 til uge 11. Gennemsnitsvægten er fortsat faldende og nu på 92 kg.