Salget af økologiske fødevarer i detailhandlen i 2024 tangerede det tidligere rekordsalg fra 2020. Det viser nye tal fra Danmarks statistik.

Det samlede salg havde en værdi på 16,0 milliarder kroner, og det er en fremgang på 3,0 procent i forhold til året før. Målt i mængde er der tale om en vækst på 2 procent

Udviklingen glæder Landbrug & Fødevarer.

- Det er meget glædeligt, at der efter nogle udfordrende år igen ses en vækst i salget af økologiske fødevarer, både i værdi og mængde. Det viser, at mange forbrugere gerne vil bakke op om de økologiske kerneværdier som god dyrevelfærd og beskyttelse af klima, natur og miljø, siger Kirsten Lund Jensen, Økologichef i Landbrug & Fødevarer.

De to største økologiske varegrupper er frugt og grønt samt mejeriprodukter. De nye tal viser, at salget af økologisk frugt og grønt steg med 7 procent til i alt 6,1 milliarder kroner i 2024.

- Investering nødvendigt

Der blev solgt økologiske mejeriprodukter for i alt 4,0 milliarder kroner, hvilket er det samme som året før. Der blev endvidere solgt økologiske æg for 787 millioner kroner og brød, mel og gryn for 1,4 milliarder kroner.

Salget af kød faldt samlet 1 procent i værdi og 2 procent i mængde. Dog steg salget af svinekød 5 procent i værdi og kyllingekød steg 9 procent.

Den positive udvikling til trods, er der dog fortsat behov for øget fokus på økologiudviklingen.

- Skal vi nå regeringens målsætning om fordobling af det økologiske areal og marked i 2030, en målsætning, som Landbrug & Fødevarer støtter op om, så er det nødvendigt med investering i markedsfremme både på hjemmemarkedet og til eksport. En øget efterspørgsel er afgørende for at flere landmænd kan omlægge til økologi i de kommende år, siger Kirsten Lund Jensen.

Den økologiske markedsandel i detailsalget er af Danmarks Statistik beregnet til 11,6 procent i 2024, hvilket er et lille fald fra 11,8 procent i 2023.


Finans