Verdens fødevarer blev billigere i maj
Nye tal fra FN-organet FAO viser prisfald på korn, sukker og vegetabilske olier. Majshøsten i blandt andet Argentina og USA lægger pres på priserne.

FAO forventer en rekordhøj produktion af korn i 2025. Arkivfoto: Jørgen P. Jensen
Fødevarepriserne faldt i maj, oplyser FN's fødevare- og landbrugsorganisation, FAO ifølge Reuters. Organisationens indeks over globale fødevarepriser dykkede 0,8 procent i forhold til april.
- Vi ser særligt lavere priser på majs, sukker og planteolier, lyder det fra FAO.
Ifølge organisationen skyldes faldet blandt andet store majsudbytter i Argentina og Brasilien samt forventninger om en rekordstor amerikansk høst. Samlet faldt kornindekset med 1,8 procent. Hveden blev også lidt billigere på grund af gode udsigter i den nordlige halvkugle.
- Vi ser særligt lavere priser på majs, sukker og planteolier
FAO - ifølge Reuters
Forudser stor kornproduktion
Omvendt steg rispriserne med 1,4 procent, især på grund af efterspørgsel efter duftende sorter og valutabevægelser.
Vegetabilske olier faldt med 3,7 procent, især på grund af øget palmeolieproduktion i Sydøstasien og lavere efterspørgsel på sojaolie.
FAO forudser samtidig en rekordstor global kornproduktion i 2025 på 2,911 milliarder ton – 2,1 procent mere end i 2024.
Sukker blev 2,6 procent billigere i maj, blandt andet på grund af lavere efterspørgsel fra fødevareindustrien og økonomisk usikkerhed.