Panikken har lagt sig: Grisemarkedet finder fodfæste
Det europæiske marked for grisekød stabiliserer sig efter en periode med usikkerhed. Danish Crown ser fortsat sæsonpræget pres på visse delstykker, men også øget efterspørgsel fra markeder uden for Europa, hvilket kræver tilpasning på slagterierne.

Arkivfoto
Ugens notering for både søer og slagtesvin er uændret, oplyser Danish Crown i sin markedsberetning.
Det europæiske marked for grisekød begynder ifølge koncerne så småt at stabilisere sig efter et par uger med den uro, der blev opstod på ryggen af den kinesiske told og den store noteringsnedgang i Tyskland.
- Markedet er langt fra godt, men den panik, der ramte nogle aktører i sidste uge, er ved at lægge sig, og priserne har derfor stabiliseret sig, siger Per Fischer Larsen, der er salgsdirektør i Danish Crown.
Det er fortsat den sæsontypiske stigning i udbuddet, der præger markedet. Derfor er priserne på delstykker med ben, som skinker og forender faldet i pris, mens efterspørgslen er bedre den midterste del af grisen og på udbenede varer.
Pæn efterspørgsel
- Vi har en pæn efterspørgsel fra markederne udenfor Europa. Når priserne sætter sig på kontinentet, som de har gjort de seneste par uger, så betyder det, at der kommer nye kunder i spil til nogle af vores varer. Det kræver noget omstilling af produktionen på slagterierne, fordi varerne pludselig skal vakuummeres eller i kasser, men det har vi prøvet før, siger Per Fischer Larsen.
Selv om tilmeldingen oversteg prognosen, har Danish Crown nedbragt antallet af udsatte grise.
40.000 slagtesvin og 270 søer er foreløbigt skubbet til uge 40, men selskabet forventer, at der stort set er slagtet op ved ugens udgang, hvis prognosen holder og driften forløber uden nedbrud.