Frankrigs præsident vil have hårdere told i hele EU
Forud for topmødet i Det Europæiske Politiske Fællesskab krævede Emmanuel Macron, at EU-Kommissionen udvider toldværnene fra elbiler og stål til flere sektorer. Han mener, Europa halter efter USA og Kina.

- Hvis vi vil forblive suveræne, skal vi beskytte de eksisterende aktører, når de lider under fraværet af fair konkurrence. Det, vi begyndte med de kinesiske elbiler, og det vi nu gør med stål, skal vi gøre sektor for sektor, sagde Emmanuel Macron onsdag. Foto: © European Union, 1998 – 2025.
Inden EU-topmødet i København onsdag opfordrede Frankrigs præsident Emmanuel Macron EU-Kommissionen til at indføre toldsatser på flere sektorer for at beskytte europæisk industri.
Det sagde han onsdag i København forud for et møde i Det Europæiske Politiske Fællesskab, EPC, skriver Euractiv.
Ifølge Emmanuel Macron bør EU gå videre end de toldsatser, der allerede er indført på kinesiske elbiler sidste år, samt de kommende toldsatser på stål, der træder i kraft senere i oktober.
- Europa er det eneste sted, hvor vi ikke beskytter vores egne aktører, sagde præsidenten og henviste til, at både Kina og USA benytter statsledede industripolitikker og toldsatser for at styrke egen produktion.
Kina står for en global tredjedel
Han fremhævede, at EU må sikre lige konkurrencevilkår, hvis industrien skal bevares.
- Hvis vi vil forblive suveræne, skal vi beskytte de eksisterende aktører, når de lider under fraværet af fair konkurrence. Det, vi begyndte med de kinesiske elbiler, og det vi nu gør med stål, skal vi gøre sektor for sektor, tilføjede Emmanuel Macron, skriver mediet.
Udmeldingen kommer på et tidspunkt, hvor EU-landene forsøger at vende den industrielle tilbagegang. Udviklingen er forværret af tidligere amerikanske toldsatser under præsident Donald Trump og den skærpede konkurrence fra kinesiske producenter.
Ifølge Centre for Economic Policy Research stod Kina i 2023 for omtrent en tredjedel af den globale industriproduktion. Det er tre gange så meget som USA, mens Tyskland, EU’s industrityngdepunkt, stod for blot 4 procent.

Foto: Colourbox