Hvedepriserne i EU holder sig fortsat stabilt tæt på de højeste niveauer i flere måneder. En svækket euro har givet ekstra støtte til Euronext, fordi europæisk hvede dermed står stærkere på eksportmarkederne. Det har i den seneste tid opvejet presset fra lavere hvedepriser i USA.

Sådan lyder analysen fra Agromarkets.

Samtidig er opmærksomheden rettet mod vinterkulden i de store hvederegioner i USA, Europa og Sortehavsområdet. Indtil videre vurderes risikoen for alvorlige frostskader som begrænset, da sne mange steder beskytter markerne. Alligevel fastholder markedet en vis risikopræmie, fordi vejrsituationen fortsat kan ændre sig.

I både Tyskland og Polen meldes der om meget lave temperaturer, men uden klare tegn på omfattende vinterskader. Frostvejret giver dog logistiske udfordringer, hvor frosne vandveje og besværlige transportforhold hæmmer leverancerne. Det betyder, at mange landmænd vælger at holde igen med salget.

Finans