Ifølge fagmediet Poultry World retter europæiske eksportører i stigende grad blikket mod Mellemøsten, hvor voksende befolkning og stigende fødevareforbrug øger efterspørgslen efter importeret fjerkrækød.

Regionen er blevet et af de mest dynamiske vækstmarkeder for kylling. Turisme, større foodservice-sektor og politiske strategier for fødevaresikkerhed øger efterspørgslen, mens flere lande fortsat har begrænsede muligheder for at udvide den lokale produktion.

Det betyder, at import fortsat spiller en central rolle. Den samlede importefterspørgsel vurderes i dag til omkring 2,5 millioner ton.

EU er allerede til stede på markedet, men i begrænset omfang. Omkring 5 procent af EU’s samlede eksport af fjerkrækød går i dag til Mellemøsten, primært til Golfstaterne, svarende til lidt over 100.000 ton.

Stig Munck Larsen, chefkonsulent i Landbrug og Fødevarer og formand for handelsarbejdsgruppen i brancheorganisationen AVEC, peger på, at den demografiske udvikling vil øge efterspørgslen.

Brasilien dominerer

- Befolkningen i Mellemøsten forventes at vokse med omkring 20 millioner mennesker frem mod 2029, og omkring halvdelen af dem vil være under 25 år. Dette nye demografiske landskab vil øge forbruget af fjerkrækød både nu og i fremtiden. På trods af stigende lokal produktion er behovet for import fortsat tydeligt, siger han til mediet.

Brasilien dominerer fortsat eksporten til regionen, blandt andet på grund af konkurrencedygtige priser og omfattende halal-certificeret produktion. Samtidig forsøger flere andre eksportører at øge deres tilstedeværelse, herunder EU-lande, Tyrkiet, Rusland og Ukraine.

For europæiske producenter kan geografisk nærhed og effektiv produktion give muligheder. Samtidig betyder EU’s omfattende regler for produktion og fødevaresikkerhed højere omkostninger gennem hele værdikæden, hvilket kan gøre det sværere at konkurrere på pris.

Flere europæiske aktører ser dog fortsat regionen som en del af en strategi for at sprede eksporten til flere markeder.

Udviklingen kan samtidig påvirkes af politiske tiltag i regionen. Saudi Arabien har eksempelvis et mål om at øge selvforsyningen med fjerkrækød til mere end 70 procent frem mod 2030, og nye landbrugsstandarder kan få betydning for importen til landet.

Finans