Danish Crown oplyser, at både slagtegrisenoteringen og sonoteringen er uændrede for næste uge.

Der er fortsat et stort overudbud af grisekød i Europa, og ubalancen mellem udbud og efterspørgsel lægger yderligere pres på priserne. Det har blandt andet ført til et fald i den tyske notering på 10 cent.

Ifølge Danish Crown er udviklingen usædvanlig for årstiden, da priserne historisk set normalt stiger i maj frem mod grillsæsonen.

- Der bliver skubbet meget kød ud på markedet op til sommersæsonen, men forbrugerne har stadig ikke reageret med øget efterspørgsel. Det har især fået priserne på delstykker, som ikke er udbenede, til at falde signifikant. Ubalancen i markedet udhuler indtjeningen særligt på forender og skinker, siger Jens Peter Clausen, Executive Vice President for Danish Crown Industry.

Samtidig oplever Danish Crown fortsat god afsætning til oversøiske markeder. Især i Asien er der ifølge selskabet en stabil efterspørgsel efter midterstykket, men konkurrencen fra Brasilien er stigende.

Markedet er desuden påvirket af stigende omkostninger og den geopolitiske situation i Mellemøsten.

- Den geopolitiske situation har allerede sat sit aftryk på vores samlede omkostninger for de varer, vi sælger. Olie- og fragtomkostningerne har ligget på et højt niveau i et stykke tid, men omkostningsstigningerne breder sig nu mere generelt i markedet, siger Jens Peter Clausen.

Finans