Udskyder forventning om forstærket kinesisk svineimport

Foto: Anne Wolfenberg
Vi kan ikke, uanset hvor ivrigt vi forsøger, spise alt det svinekød, der bliver produceret i Europa, efter at kineserne har reduceret deres import.
Det betyder, at noteringerne generelt i Europa er under pres, da markedet kører fast i det gode udbud af svinekød. Det skriver AgroMarkets i en analyse.
- Vi kan stadig håbe og tro på, at kineserne vender tilbage med større købsinteresse. Men hvor vi tidligere i AgroMarkets har argumenteret for, at vi skal ind i andet halvår af 2022, før det kan ske, må vi nu erkende, at det let kan blive i slutningen af andet halvår eller i begyndelsen af 2023.
Analytikernes frygt for, at det vil tage længere tid, inden kineserne melder sig som større køber igen, skyldes den kinesiske notering. Det ligger ekstremt lavt set i forhold til de sidste to år, og den ligger så lavt, at der ikke er noget forretning i at producere svinekød i Danmark og sende den til Kina.