De lave slagtetal på tværs af Europa er både med til at holde hånden under noteringen, mens det samtidig betyder øget fokus på leverancerne i Danish Crown Beef.
Sådan lyder det i den ugentlige markedsopdatering, hvor det fremgår, at kreaturnoteringen i alle kategorier holder det nuværende niveau.
- Selvom vi gerne så flere dyr til slagtning, har de lave slagtetal i hele Europa også en positiv side, idet efterspørgslen nu mere eller mindre matcher udbuddet med en let fordel til vores side. Når det så er sagt, betyder det samtidig, at vi nu skal være ekstra opmærksomme på at leve op til de ordrer, som vi får hjem, idet vi ikke har »ekstra produkter« på lager til at spæde op – og hvad angår prisen, så er konkurrencen stadig hård, og konkurrenterne lurer om hjørnet, lyder det fra salgsdirektør i Danish Crown Beef, Henning Sønnichsen.
Det stabile salg skyldes generelt et fint miks i ordrerne fra detail i Danmark til eksporten i både Sverige såvel som Sydeuropa.
- Lige nu ser vi en fornuftig eksport til de svenske kunder, mens vi fortsat leverer gode ordrer sydpå – men vi skal igen være meget opmærksomme på ikke at gabe over for meget. Under de rigtige omstændigheder kunne vi måske øge salget til eksportmarkederne, men da slagtetallene er, som de er, bliver vi også nødt til at være realistiske, siger Henning Sønnichsen.
Slutteligt er også Foodservice-sektoren herhjemme ved at nærme sig mere »normale« tilstande efter nogle hårde måneder.
- Branchen er inde i en fornuftig gænge, og mens kantinerne rundt omkring i en længere periode har haft fornuftig gang i hjulene, begynder restaurationsbranchen nu også at komme efter det, siger Henning Sønnichsen.