Danish Crowns notering for slagtesvin er i næste uge fortsat uændret 13,80 kroner pr. kg. Dermed øges afstanden til den tyske slagtesvinenotering, idet denne onsdag steg med 7 cent til 2,50 euro (18,63 kroner).

Danish Crown oplyser i sin markedsberetning, at markedet for svinekød i Europa ikke ændrer sig meget i øjeblikket.

- Efterspørgslen er ikke overvældende, men alle aktører presser hårdt på for at komme igennem med prisstigninger, lyder det.

- Et lavt udbud af slagteklare grise fik noteringen til at stige i Tyskland. Den prisstigning kom som en overraskelse for markedet, men det ændrer ikke på, at der nu blive arbejdet for at presse prisstigninger igennem ud mod kunderne. Hvordan reaktionen bliver fra deres side er umuligt at spå om, for det vil i sidste ende afgøres af efterspørgslen fra detailkæderne i særligt Tyskland, men faktisk også i Europa i bred forstand, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Stabilt salg af frosne varer

Salget af frosne varer er stabilt, men på et usædvanligt lavt niveau. Efterspørgslen fra særligt Asien er meget begrænset på grund af de høje priser i Europa. I den sammenhæng skal det bemærkes, at noteringen i USA er steget de seneste uger. På nuværende tidspunkt er det uklart, om stigningerne er båret af eksport eller indenlandsk efterspørgsel, men den amerikanske notering ligger dog fortsat markant under niveauet i Europa.

- Selv om vores markeder i Asien i øjeblikket ikke er så attraktive, som de historisk har været, så ved vi nærmest med garanti, at det på et tidspunkt vil vende igen, så vi presser ufortrødent på for at komme igennem med prisstigninger, siger Mads Stougaard.

- Et lavt udbud af slagteklare grise fik noteringen til at stige i Tyskland. Den prisstigning kom som en overraskelse

Mads Stougaard, markedsdirektør i Danish Crown - i selskabets markedsberetning

Finans