Handlen med svinekød ser endnu ud til at have ramt dødvande, uden nogle synderlige ændringer til den ene eller anden retning. Det skriver Danish Crown i sin ugentlige markedsberetning.

Her fremgår det, at svinenoteringen for 13. uge i streg i uge 30 vil ligge på niveauet 13,8 kroner pr. kg kød. Noteringen har været fastlås på det leje siden slutningen af april i år. Sonoteringen er ligeledes uændret på 13,2 kroner pr. kg.

Ifølge Danish Crown er der ingen overraskelser, at noteringen ikke flytter sig – selvom man gerne havde set det være anderledes.

- Det er jo ingen overraskelse, at vi ikke ser de store udsving i den her periode. Det er dog positivt, at der ikke er opstået et pres på priserne i Europa, og det skyldes uden tvivl, at der er et relativt lavt antal grise til slagtning, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Ferieperioden strækker sig helt frem til slutningen af august, hvor forædlingsindustrien i Sydeuropa er tilbage på fuld kraft, så i den kommende periode vil der være et skarpt fokus på balancen mellem udbud og efterspørgsel i Europa, vurderer slagterikoncernen.

- Sommeren er altid præget af nogle forskydninger i salget, for salget stiger i de store turistlande i Sydeuropa og sætter sig lidt i Nordeuropa, fordi mange er bortrejst. Noget af det, der kan styrke markedet, er en periode med godt vejr i Nordeuropa fra slutningen af juli og ind i august, når de fleste er tilbage fra ferie. Det vil nemlig booste salget af alle produkter til grillen og kan løfte efterspørgslen på en række af vores varer, siger Mads Stougaard.

Eksporten ud af Europa er fortsat på et lavt niveau med en behersket efterspørgsel fra alle markeder i Asien, oplyser Danish Crown.

Finans