Danish Crowns svinenotering står for 15. uge i træk helt stille.
Sommerferieperioden er fortsat det altoverskyggende tema på svinekødsmarkedet, hvor aktiviteten er lav. Det skriver Danish Crown i sit ugentlige Markedsnyt. Her fremgår det, at svinenoteringen fra næste uge, uge 32, fortsat vil ligge på 13,8 kroner pr. kg kød.
Det betyder, at noteringen ikke vil have flyttet sig i femten uger i streg – den længste periode i 13 år. Sonoteringen er ligeledes uændret på 13,2 kroner pr. kg.
Ifølge Danish Crown er aktiviteten lav i forædlingsbranchen. Og salget af fersk kød til grillen er ikke stort nok til at kompensere.
- Det billede, vi ser lige nu, er helt normalt for årstiden, og derfor har vi også positioneret os så godt som muligt til den udvikling, vi lige nu ser på det europæiske marked, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
Pres på priser
Selv om udbuddet er lavt, så er der lige nu pres på priserne i spotmarkedet, men omvendt er der også mange kunder, der fortsat har fokus på at sikre sig adgang til de nødvendige råvarer i de kommende måneder, skriver slagterikoncernen.
- Billeder er langt hen ad vejen det samme, som vi har set det seneste års tid. Kunderne sidder meget tæt på markedet, fordi alle er bange for at få for store lagre, men samtidig frygter de også at stå uden de nødvendige råvarer. Derfor har vi rigtig meget dialog med kunderne i øjeblikket, siger Mads Stougaard.
Eksporten ud af Europa er fortsat på et lavt niveau, men interessen for de danske råvarer er stigende lige nu, dog uden at der er tale om et egentlig skifte i efterspørgslen