Tyske slagterier er blevet optimistiske i forhold til at øge afsætningen på kødmarkedet, oplyser Danske Svineproducenter.
Den tyske notering for slagtesvin er faldet i den seneste tid, men nu er der tilsyneladende positive udsigter.
- På basis af det nye, lavere prisniveau er tyske slagterier nu optimistiske i forhold til at øge afsætningen på kødmarkedet, skriver Danske Svineproducenter, der betegner det som de første positive impulser på det tyske kødmarked i længere tid.
I indeværende uge er den tyske slagtesvinenotering dog uændret 2,10 euro pr. kg (cirka 15,65 kroner), oplyser producentforeningen.
Det forlyder desuden, at udbuddet af slagtesvin i den seneste uge har været lidt større end i de foregående uger, og at der endda opstod en mindre pukket i forbindelse med en helligdag den 3. oktober, men det denne udbudspukkel nu er ved at blive afviklet.
Pukkel under afvikling
Men netop på grund af det store udbud af slagtesvin faldt den tyske notering med 10 eurocent – svarende til cirka 75 øre i forrige uge. Og det er efter dette fald, at de tyske slagterier ifølge Danske Svineproducenter nu er optimistiske i forhold til at øge afsætningen på kødmarkedet.
En manglende slagtedag på tirsdag den 31. oktober i de nordlige tyske delstater og 1. november i de sydlige, katolske delstater kunne potentielt kaste lidt malurt i bægeret, men ifølge producentforeningen tror tyske omsættere ikke denne gang på, at det vil få samme konsekvenser for prisen, som den manglende slagtedag havde i begyndelsen af oktober.
- Man regner nemlig med, at udbuddet af slagteklare grise bliver mindre på det tyske marked i de kommende uger, skriver Danske Svineproducenter.