Det europæiske slagtesvinemarked er meget stabilt og i balance i øjeblikket. Den generelle stemning er afslappet, og der er ingen store ændringer i priserne, men noteringerne rykker alligevel lidt tættere sammen.

Sådan lyder meldingen i Danske Svineproducenters »Rundt i Europa«.

Danmark ligger stadig på en sidsteplads i uge 47, men noteringsstigningen for Danish Crown på 20 øre og et fald på 8 øre i den franske notering betyder, at der nu er en forskel på 25 øre.

Danish Crown begrunder den seneste prisstigning med at der er bedring i eksporten ud af Europa, og de traditionelle højprismarkeder er stabile.

Stormskaderne fra storm Ciaran fører fortsat til udfordringer i logistikken i Frankrig. Ifølge forskellige medierapporter har yderligere et slagteri til hensigt at forlade den franske grisebørs Marché du Porc Breton.

Samlet set er udbuddet af slagteklare grise konstant og godt efterspurgt fra slagterierne. I forbindelse med julehandlen er branchens efterspørgsel efter kød steget inden for Europa, og priserne har stabiliseret sig efter den seneste nedtur. Samtidig rapporterer europæiske eksportører om forbedringer i eksporten til tredjelande.

Noteringerne i Tyskland og Østrig er uændrede, da markedssituationen i det hele taget er i balance. I Holland er meningerne om markedssituationen forskellige. Ifølge hollandske omsættere er slagtesvineudbuddet ikke stort og kan afsættes uden problemer. Da hollandske slagterier imidlertid ikke ændrer deres afregningspriser, er den hollandske notering stabil.

I Spanien er den korrigerede notering stort set uændret efter 15 nedadrettede korrektioner i træk.

Finans