Svær balance i efterspørgslen på oksekød

Danish Crown fastholder fra næste uge sine kreaturnoteringer. Himmerlandskøde har i denne uge sænket sine noteringer med 20 øre.

Det europæiske marked for okse- og kalvekød oplever et acceptabelt aktivitetsniveau for årstiden, men præges samtidig af, at enkelte dele går meget trægt. Det skriver Danish Crown Beef i sin ugentlige markedsopdatering. Her fremgår det, at slagterikoncernen fastholder noteringen på det nuværende niveau i alle sine kategorier.

De udskæringer, der er uden for sæson, er meget lidt efterspurgt, og samtidig er prisen på huder under pres, og det sætter sig i den samlede pris for kreaturet, oplyser Danish Crown.

- Vi står i en speciel situation, hvor vi skal bygge arbejdslager op til de løbende kampagner i detailhandlen, og samtidig balancere det med de udskæringer, som er svært omsættelige for tiden. Helt generelt er der meget få råvarer i markedet til de hverdagsretter, som er efterspurgt for tiden, så råvarelageret er den store opgave lige nu, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Udenlandsk efterspørgsel

Salget af hængende varer til Spanien og Italien er stadig fornuftigt for årstiden, og Grækenland er også fortsat et marked med efterspørgsel. Danish Crowns tyske aktiviteter har også en fornuftig efterspørgsel fra det tyske hjemmemarked og Skandinavien, oplyser slagteriet.

- Markedet er vanskeligt for tiden, for der er dele, vi skal passe på med at oversælge, og så er der dele, som der virkelig skal arbejdes med. Det er helt klassisk for årstiden, men det giver en svær balancegang, siger Henning Sønnichsen.

Det fremgår, at Danish Crowns slagteri i Aalborg fra næste uge vil gå på fordeling, så der kun slagtes mandag, tirsdag og onsdag. Konkurrenten Himmerlandskød oplyste torsdag, at man sætter sin notering ned med 20 øre i alle kategorier.

Det vinterlige vejr påvirker interessen for restaurant- og cafébesøg, hvilket gør det sværere for de dyrere udskæringer at finde afsætning i foodserviceleddet, skriver det nordjyske slagteri. Vejrsituationen betyder desuden, at transportørerne har udfordringer med at bringe kreaturerne frem til Himmerlandskød, hvilket har resulteret i flere udsættelser.

Læs også