Japans paradoks: Stigende renter har vækket et 30 år dødt aktiemarked

Det er nemt at få det forkerte indtryk af de seneste ugers bevægelser på rentemarkederne. Lange renter i både USA, Tyskland og Japan er steget kraftigt på bekymringer om statsgæld og krigen i Mellemøsten, og fortællingen i medierne og blandt analytikere er, at det varsler ballade. Men hvis vi ser bort fra panikken og kigger på, hvordan en bank faktisk tjener penge, ser billedet anderledes ud. En banks forretningsmodel er i bund og grund enkel. Den modtager indlån fra os, der sætter penge i banken, og betaler os en kort rente for det. Den korte rente er lav, fordi pengene står til rådighed fra dag til dag, og fordi den følger centralbankens styringsrente tæt. På den anden side af bordet låner banken pengene ud igen til virksomheder, der skal købe maskiner, til landmænd, der skal købe jord eller bygge stalde, og til boligejere, der skal finansiere et hus over 20 eller 30 år. De lån koster en højere rente, fordi de løber over længere tid, og fordi banken bærer en risiko, så længe lånet ikke er betalt tilbage. Forskellen mellem den korte rente, banken betaler for indlån, og den lange rente, den modtager for udlån, er bankens rentemarginal. Det er motoren i hele driften. Når kurven er stejl, er afstanden mellem de to renter stor, og banken tjener pænt på hvert lån. Når kurven er flad eller invers, så de korte renter er højere end de lange, smelter marginalen væk, og bankens kerneforretning bliver presset. I praksis betyder det, at en stejl kurve giver bankerne luft til både at udvide udlånet, prissætte mere konkurrencedygtigt og bygge buffer op. En flad kurve gør det modsatte. Den gør bankerne forsigtige og strammer kreditten. I over ti år efter finanskrisen var rentekurven i hele den vestlige verden kunstigt fladtrykt af centralbankerne, som købte enorme mængder lange obligationer for at stimulere økonomien. Sidegevinsten ved den politik var, at bankernes traditionelle forretningsmodel mistede luft. I Japan gik Bank of Japan endda så langt som til at fastlåse den 10-årige rente omkring nul procent gennem en politik, der hed yield curve control. Resultatet var et bankvæsen, der i praksis var sat ud af spil som kreditskaber.