Af Mette Holst Tygesen, HR- og griserådgiver, og Morten Elkjær, strategi- og virksomhedsrådgiver, Agillix

Den aktuelle økonomiske situation på grisemarkedet giver anledning til bekymring hos mange producenter. Faldende noteringer og usikkerhed om markedets udvikling betyder, at der er behov for at have ekstra fokus på både likviditet og de valg, der træffes i produktionen her og nu.

I næste uge offentliggør Landbrug & Fødevarer en ny prognose for grisenoteringen. Det er i sig selv usædvanligt, at der kommer en opdateret prognose på nuværende tidspunkt, og det understreger alvoren i den situation, som mange griseproducenter står i netop nu.

For de fleste bedrifter betyder det, at budgettet bør genbesøges. Det er vigtigt at få vurderet, hvordan den aktuelle udvikling påvirker årets resultat og ikke mindst likviditeten i resten af året. For nogle vil det også være relevant allerede nu at tage dialogen med banken om det forventede likviditetsbehov, så der er god tid til at finde de rigtige løsninger.

Bedriftens situation skal være udgangspunktet

Hos Agillix har vi allerede gennemgået budgetter og drøftet strategiske tilpasninger med flere griseproducenter som følge af udviklingen i noteringen. Samtalerne viser tydeligt, at konsekvenserne varierer betydeligt fra bedrift til bedrift.

Der findes derfor ikke én løsning, der passer til alle, og det er afgørende, at tage udgangspunkt i den enkelte virksomheds økonomi, produktion og likviditet.

For nogle kan planlagte investeringer udskydes, for andre kan det være relevant at overveje, om soantallet midlertidigt skal justeres. Det kan betyde, at der produceres færre grise i en periode, men samtidig kan det give mulighed for at øge fravænningsalderen og sende mere robuste grise videre fra farestalden.

Stærkere grise kan ofte klare sig bedre i den videre produktion og kan i nogle tilfælde reducere behovet for dyrt foder og ekstra indsatser senere i forløbet.

Tidlig dialog giver flere handlemuligheder

Netop foderet er et andet område, som fortjener opmærksomhed. Foderudgifterne udgør en af de største omkostningsposter, og derfor kan selv mindre justeringer have stor betydning. Det er værd at få vurderet, om de anvendte foderblandinger fortsat er de mest optimale, eller om der er mulighed for at tilpasse strategien uden at gå på kompromis med produktionsresultaterne.

Samtidig bør der være fokus på at minimere foderspild, da hvert kg foder tæller i en økonomisk presset periode.

Selvom markedet er udfordret, er det vigtigt at huske, at der stadig findes handlemuligheder. Jo tidligere man får overblik over konsekvenserne for sin egen bedrift, desto bedre muligheder har man for at træffe de rigtige beslutninger.

De budgetgennemgange og strategiske drøftelser, vi allerede har gennemført med griseproducenter, viser, at et tidligt overblik giver de bedste muligheder for at tilpasse sig situationen. Jo tidligere konsekvenserne bliver vurderet, desto større er mulighederne for at træffe de rigtige beslutninger for den enkelte bedrift.