Af Martin Hjort Jensen, viceformand i Landbrug & Fødevarer

Landbruget skal holde sammen mod vores modstandere. Det er et af budskaberne i Bjarke Bjergs indlæg i Effektivt Landbrug 4. august.

Det er jeg meget enig i. For vores erhverv er vitterligt genstand for en helt utilstedelig hetz, ofte ført på en ikke-eksisterende faglighed. Og med en medieverden, der viser meget ringe lyst til at faktatjekke og nuancere påstande fra de landbrugskritiske politikere og kommentatorer.

- Forstemmende

Derfor er det også forstemmende at måtte læse, at Bæredygtigt Landbrug endnu engang går i byen med påstande om Landbrug & Fødevarers holdninger, som enhver, der har fulgt med i debatten og vores mange udmeldinger, vil vide, ikke er rigtige.

Når Bjarke Bjerg skriver:

»Alligevel har L&F været ude og forsvare behovet for en skrappere kvælstofregulering, selvom det efterhånden står lysende klart, at vi aldrig når i mål med de 13.800 ton kvælstof, som er det utopiske reduktionsmål«.

Ja, så er det jo simpelthen forkert, ukorrekt, usandt, løgn. Vælg selv.

At tillægge andre synspunkter, de ikke har, ja, det er præcis den måde at argumentere på, som vi ofte møder hos en del af landbrugets kritikere, og som vi med god grund bliver rasende over

Martin Hjort Jensen

- Lad os holde sammen 

Vi har konsekvent kritiseret både reduktionsmål, usikkerhed i beregninger og den manglende sammenhæng mellem virkemidler og målopfyldelse. 

At tillægge andre synspunkter, de ikke har, ja, det er præcis den måde at argumentere på, som vi ofte møder hos en del af landbrugets kritikere, og som vi med god grund bliver rasende over.

Så jo, lad os holde sammen i landbruget. Det tjener os bedst. 

Skal vi ikke begynde ved at lade være med at lægge hinanden ord i munden?

Vi kan sagtens være uenige om strategien, men vi er enige om målet om at sikre et stærkt og konkurrencedygtigt erhverv. Det er den debat, vi bør tage.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Kvælstofregulering