Danmark har alt i alt eksporteret 1.035.050 tons svinekød til udlandet i første halvdel af 2021. I de første seks måneder af 2020 var det tilsvarende tal 952.566 tons. Det oplyser Markedsnyt for Grisekød fra Landbrug & Fødevarer. 

Dermed er eksporten øget til lande både indenfor og udenfor EU. Og det er især tredjelandene, der er den primære driver for den danske eksport af svinekød. Således er 52,6 procent af eksporten i første halvdel af 2021 havnet i lande udenfor EU, mens EU-landene står for 47,4 procent af importen fra Danmark. I samme periode i 2020 havnede 51,3 procent af eksporten fra Danmark til EU-lande, mod 48,7 procent i tredjelande. 

Tallene viser desuden, at den danske eksport til Kina er steget til 30,3 procent i første halvdel af 2021, mod 28,1 procent i samme periode 2020. Dermed befæster Kina sin position som det vigtigste marked for den danske produktion af svinekød, mens eksporten til Tyskland er faldet fra 23,7 procent i første halvdel af 2020 til 19,2 procent i første halvdel af 2021. 

Også eksporten til Polen er faldende. I første halvdel af 2021 havnede 13,3 procent af den danske svinekødseksport i Polen, mod 14,8 i første halvdel af 2020. Til gengæld er eksporten til Italien steget til 6,7 procent af eksporten i de første seks måneder af 2021, mod 5,0 procent i 2020.

Finans