Uændret notering hos Danish Crown Beef

Alle kategorier er uændrede, oplyser Danish Crown Beef i en frisk noteringsudmelding.

Efterspørgslen på okse- og kalvekød er fortsat pæn, lyder meldingen fra Danish Crown Beef.

Danish Crown Beef meddelte fredag eftermiddag, at selskabet fastholder noteringen for okse- og kalvekød på uændret niveau.

Efterspørgslen på okse- og kalvekød hos Danish Crown Beef er fortsat pæn, hvor markedet i Sydeuropa fortsætter sin høje aktivitet for årstiden, og hjemmemarkedet stadig giver udtryk for en god efterspørgsel drevet af afholdelsen af private arrangementer. Det betyder, at mængden af dyr til slagtning lige nu har plads til et løft.

- Tilførslerne bliver helt som traditionen foreskriver lidt mindre i efteråret, og hvor det normalt har passet fint med en lavere aktivitet i markedet, så har vi lige nu en situation, hvor Sydeuropa har forlænget sin turistsæson, og hvor det danske foodservice-marked har en god efterspørgsel. Derfor vil vi faktisk gerne lidt flere dyr til slagtning, end vi plejer på denne årstid, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Spanien, Italien og Grækenland bestiller fortsat på et højt niveau, mens det tyske marked stadig er præget af en ubalance og et meget lavt udbud. På det danske detailmarked er aktiviteten blandet, og det er primært kampagner, der driver salget.

Læs også