Danish Crown Beef: Uændret notering
Danish Crown Beef fastholder oksekødsnoteringen i alle kategorier.

Oksekødsnoteringen er uændret hos Danish Crown Beef.
Det danske marked for oksekød har – med novembers snarlige komme – bevæget sig ind julefrokostmånederne. Traditionen tro skaber det et afventende marked med lavere kadence.
Danish Crown Beef fastholder oksekødsnoteringen uændret, meddeler selskabet fredag eftermiddag.
Til gengæld fortsætter eksportmarkederne de sidste måneders fremgang.
- Vi må konstatere, at der fortsat er en meget fornuftig efterspørgsel på vores produkter både i de nære eksportmarkeder i især Norden og Sydeuropa, mens Asien også udvikler sig rigtig pænt. Som det også var tilfældet i forrige uge, ser vi et lille fald i vakuumerede varer til Italien, mens ben fortsat er godt. Salget af de udsøgte varer til Spanien holder igen et gunstigt prisniveau, mens Sverige, inklusiv deres grænsehandel til Norge, står rigtig stærkt. Samtidig er der stor interesse for vores varer i Asien, hvor vi på nogle positioner oplever rigtig stor efterspørgsel her i årets sidste måneder. Det brede salgsmiks er med til at sikre en robust forretning, hvor det danske markeds – forventede – nedgearing op mod jul opvejes af øget aktivitet uden for landets grænser, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.
- Fornuftigt prisniveau
Mindre fald i antallet af tilmeldinger til slagtning betyder, at lagersituationen på nuværende tidspunkt holder sig på et fornuftigt niveau. Det levner luft til at forberede forretningen på tiden efter jul.
- Generelt har vi et fornuftigt prisniveau i Danmark lige pt. mens udviklingen i eksporten er tilfredsstillende. I takt med at vi nærmer os årets sidste måneder har vi mulighed for at afstemme lagersituationen, så det matcher efterspørgslen i markedet. Markedssituationen gør samtidig, at vi forhåbentlig kan opretholde prisniveauet herhjemme frem mod slutningen af året, siger Henning Sønnichsen.