Svinenotering står fortsat stille
Det europæiske marked for grisekød bevæger sig sidelæns, efter priserne har stabiliseret sig. Fra på mandag er noteringen fra Danish Crown fortsat 7,90 kroner pr. kg.

Svinenoteringen er fortsat 7,90 kroner pr. kg hos Danish Crown.
Mens markedet venter på, at corona-restriktionerne afskaffes på tværs af Europa, fastholder Danish Crown sin svinenotering på 7,90 kroner pr. kg.
- Stemningen i markedet er langt bedre end for bare et par uger siden, men vi afventer stadig at se en stigning i efterspørgslen, som kan flytte priserne, siger Kasper Lenbroch, der er kommerciel direktør i Danish Crown.
Det er fortsat priserne på skinker med ben og hele forender, der tynger markedet, for efterspørgslen på brystflæsk er fortsat god. Nakker, kamme og bacon sælges stabilt, mens priserne på bove og andet kød til eksempelvis pølseproduktion kunne være bedre.
- Markedet er på mange måder typisk for årstiden, men udfordringen er, at prisniveauerne er ekstremt lave. Vi skal kort fortalt have vendt psykologien i markedet, og det sker, når vi når det punkt, hvor udbuddet af nogle enkelte varer er mindre end efterspørgslen, siger Kasper Lenbroch.
Kinesere afventer fortsat
Til markederne udenfor Europa er der jævn afskibning til Japan, Australien og Sydkorea, mens indkøberne i Kina fortsat er tilbageholdende.
Danish Crowns bestyrelse besluttede i øvrigt torsdag at hæve a conto-restbetalingen til 90 øre pr. kg. og understreger, at alle Danish Crowns andelsejere har muligheden for at anmode om a conto-restbetaling for leverancer af kreaturer, grise og søer.