Økologien fortsætter massiv, global vækst

Salget af økologiske fødevarer fortsatte i 2020 sin globale vækst. Det fremgår af en ny international rapport. Den øgede interesse kombineret med Danmarks førerposition på økologisk markedsandel åbner nye muligheder for danske fødevarevirksomheder, forventer Økologisk Landsforening.

Det globale økologiske salg sprang alle rekorder i 2019 med 106 milliarder euro, og tendensen fortsatte i 2020, hvor salget nåede 120 milliarder.

Det viser den årsrapport, som det schweiziske forskningscenter FiBL og den internationale økologiske organisation, IFOAM offentliggjorde tirsdag.

Af rapporten fremgår det, at Danmark fortsat indtager førerpositionen, som det land i verden med den højeste økologiske markedsandel på 13 procent, men andre lande følger godt med. Og det er en fordel for danske fødevarevirksomheder, mener Økologisk Landsforening.

- Danmarks høje økologiske markedsandel betyder, at danske virksomheder ligger i toppen, når det handler om produktudvikling. Det er en fordel, vi skal udnytte, når interessen for økologi stiger på eksportmarkederne, siger Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.

I 2019 kunne danskerne bryste sig af at være de, som brugte flest penge på økologi. Men den titel har forbrugerne i Schweiz snuppet i 2020. I gennemsnit bruger en schweizisk borger 418 euro (ca. 3135 kr.) om året på økologi, mens en dansk af slagsen bruger 384 euro (ca. 2880 kr.).

I Danmark har den økologiske vækst de seneste år været drevet af corona-pandemien, der med sine nedlukninger og begrænsninger, har fået forbrugerne til at bruge flere penge på fødevarer – særligt på økologi. Og det samme gør sig gældende andre steder i verden, fastslår rapporten. 

- Corona-situationen har sat gang i en ny forbrugerbevidsthed, som vi forventer vil fortsætte med at præge adfærden fremover, siger Pernille Bundgård.

 

Læs også