Storbritannien fjerner told på ukrainske produkter

Foto: Colourbox
I Storbritannien vil tolden på importerede produkter fra Ukraine blive reduceret til nul, og alle kvoter vil blive fjernet efter en anmodning fra Ukraines præsident Volodymyr Zelenskiy. Dette tiltag er sat i værk for at booste ukrainske virksomheder, der er beskæftiget med eksportvarer, skriver Poultryworld, der har oplysningen fra Reuters.
- Vi står urokkeligt sammen med Ukraine i denne igangværende kamp og vil arbejde for at sikre, at Ukraine overlever og trives som en fri og suveræn nation, sagde den britiske internationale handelssekretær, Anne-Marie Trevelyan.
Reuters melder yderligere, at man fra den britiske regerings side lægger op til et yderligere eksportforbud på produkter til Rusland.