Svinenoteringen står stille igen
Noteringen for slagtesvin er uændret i uge 24.

Andelshavere i Danish Crown kan forvente at få 13,80 kroner pr. kg for slagtesvin i vægtklassen 73-97,9 kg i uge 24. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Sommervejret løfter efterspørgslen i Europa.
Det skriver Danish Crown i sin ugentlige markedsberetning torsdag.
Således er noteringen for slagtesvin uændret for 7. uge i træk på 13,80 kroner.
- Forbrugerne i særligt Polen og Tyskland tager for sig af grillprodukterne lige nu, og det understøtter efterspørgslen på grise i de to lande på den korte bane. Det betyder også, at vi får bedre priser for vores varer i Europa, men desværre opvejer det kun de fald, vi ser i Asien, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
Godt salg af ferske varer
De ferske varer sælges godt i øjeblikket, og efterspørgslen på særligt nakker, bove og mørbrad er rigtig god. Salget af frosne varer er til gengæld udfordret, og derfor prioriteres det selvsagt at sælge så meget som muligt ferskt.
Aktiviteten i Asien er igen faldende, og det rammer eksempelvis priserne på de klassiske Kina-produkter som hoveder, tæer og haler.
- Det er som altid svært at gennemskue, hvad der præcist sker i Kina. På den ene side er der noget, der tyder på, at de kinesiske forbrugere ikke bruger helt så mange penge som tidligere. Eksempelvis er mængderne af oksekød, der eksporteres til Kina fra Sydamerika, stærkt nedadgående i øjeblikket, selv om priserne har sat sig en hel del, siger Mads Stougaard.
- Omvendt kan dette også skyldes et stort udbud af kinesisk grisekød, som er billigere end oksekød, men ingen kan lige nu komme med et klart svar. Uanset hvad der er årsagen, så betyder det desværre lavere priser på vores varer, tilføjer han.