Danske slagteriers konkurrenceevne er faldet til et historisk lavpunkt, viser beregninger fra mediet Finans.
Danish Crown har i årevis halset efter konkurrenterne fra Tyskland, Holland, Frankrig og Spanien, men det seneste år har efterslæbet været langt større end nogensinde før. Det viser beregninger fra Finans.
Ifølge mediet har Danish Crown i årets første 24 uger betalt landmændene en gennemsnitlig svinekødsafregning, som er 2,55 kroner lavere pr. kilo end afregningen fra selskabets store europæiske konkurrenter.
Det er den i særklasse svageste præstation nogensinde, lyder det i artiklen. Fra efteråret 2019 til sommeren 2021 havde Danish Crown dog en meget stærk konkurrenceevne, men ellers har selskabet generelt ikke været i stand til at leve op til sit eget mål om at levere en svinekødsafretning, der er 83 øre højere pr. kilo end afregningen fra en udvalgt gruppe af konkurrenter.
- Vi har indsatser i gang på en række områder. Målet er klart: Vi skal hurtigst muligt forbedre og helst genoprette vores konkurrenceevne
Jens Hansen, pressechef, Danish Crown - til Finans
Har indsatser i gang
- Hvis man vil sælge en dansk smågris på 30 kilo, er betalingen 207 kroner højere syd for grænsen end i Danmark. Prisforskellen har aldrig været større, skriver Finans.
Danish Crowns pressechef Jens Hansen understreger over for mediet, at Danish Crown »har indsatser i gang på en række områder. Målet er klart: Vi skal hurtigst muligt forbedre og helst genoprette vores konkurrenceevne.«
Selskabet er blandt andet ramt af en svigtende eksport til Asien.