Danish Crowns kreaturnotering fastholdes
En sen sommer forlænger grillsæsonen, men det er ikke nok til at påvirke Danish Crowns notering for oksekød.

Arkivfoto: Anne Wolfenberg
Markedet for okse- og kalvekød er begyndt at indstille sig på efterårets komme, men med flot sensommervejr er salget af de sædvanlige efterårsvarer udskudt en smule. Derfor handler markedet ind med kortere horisont på de varer, der fortsat bliver efterspurgt, når temperaturen er høj.
Og den aktuelle markedssituation betyder, at Danish Crowns notering for oksekød i uge 38 er uændret. Det skriver slagterivirksomheden i en ugentlig opdatering fredag.
- Vi står i den lidt skæve situation, at mange af kæderne egentlig har skiftet sortiment til vores efterårsvarer, men vejret har jo været til andet end efterårsretter og simremad, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.
- Derfor vælger nogle kunder også at forlænge grillartiklerne en smule, og det gør, at markedet står lidt i et vadested, tilføjer han.
»Fin« efterspørgsel fra Sydeuropa
Danish Crown Beef oplever fortsat fin efterspørgsel fra de sydeuropæiske markeder i Spanien, Italien, Grækenland og på Balkan, og de tyske aktiviteter i Husum og Teterow har glæde af et godt tysk marked og en fin efterspørgsel fra blandt andet de skandinaviske markeder. Dog begynder de første tegn på prispres at vise sig.
- Vi oplever kolleger i branchen, som udbyder varer til lavere priser. Så vi ser de første tegn på, at nogle aktører i markedet ikke helt kan få deres afsætning til at gå fuldstændig op, siger Henning Sønnichsen og tilføjer:
- Det er naturligt nok for årstiden, at der kan komme en lille bølgedal, men vi holder fortsat godt gang i handlen på langt de fleste udskæringer indtil videre.
Den seneste uge er der slagtet som forventet på slagterierne i Aalborg og Holsted, og det samme billede ventes i den kommende uge.