Notering for oksekød falder
Efterårsferien tager toppen af afsætningen, lyder meldingen fra Danish Crown, der sænker noteringen for oksekød i samtlige kategorier.

Arkivfoto
Salget af kalve- og oksekød forløber planmæssigt, i traditionel rolig periode som efterårsferien er. Afsætningen i Danmark til detailkæderne er på et fornuftigt niveau, mens salget til foodservice også ligner billedet fra andre år, hvor uge 42 er en mere stille periode.
- Selvom vi sagtens kan mærke, at det er en uge med feriestemning, har vi en god interesse for vores produkter af både kalve- og oksekød fra de danske detailkunder, som også har taget efterårssortimentet godt til sig, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.
Alligevel sænker slagterivirksomheden noteringen for køer og kvier over 42 mdr. med 40 øre. Ligeledes falder noteringen for kvier, stude og unge køer fra 16-42 mdr. med 40 øre, og resten falder med 20 øre.
Fornuftigt salg til Sydeuropa
På eksportmarkederne er det fortsat de traditionelle udskæringer, der trækker læsset salgsmæssigt. Men også her mærkes det, at der er ferie rundt omkring i Europa.
- Vi har fortsat et fornuftigt salg til Sydeuropa, hvor vi dog ser, at priserne ændrer sig i nedadgående retning. Det er noget, vi er meget bevidste om, så vi fortsat sikrer, at vi får solgt varerne, selvom turistsæsonen er slut, siger Henning Sønnichsen.
Salget af biprodukter er fortsat uændret med vigende priser, som tidligere omtalt i markedsberetningen.
Der er slagtet som forventet i både Aalborg og Holsted. Samme billede ventes i den kommende uge.